Anmeldelse: Mad Max: Fury Road

Action-overload, højtpumpende oktan og flydende nitro er det der karakteriserer årets genrefilm, Mad Max: Fury Road.

Det var med åbent sind, jeg satte mig til rette for at se rebootet af Mad Max. Forud for denne anmeldelse skal det nemlig siges, at jeg hverken har set de gamle film, set trailere til denne, eller efterfølgende har læst anmeldelser af filmen. Således får du her min vurdering.

Mad Max: Fury Road finder sted i et postapokalyptisk ørkensamfund, hvor benzin er en slags sortbørsvaluta, vand en sjældenhed og bilmotorer er beboernes et og alt. Verden er befolket af klaner, der hver især kæmper en kamp om oktan og ret til deres sted i ørkenen.

Udenfor dette møder vi maniske Mad Max, der som navnet antyder ikke er helt rask. Enspænderen Max, der mesterligt spilles af Tom Hardy, har blot en ting for øje, nemlig at overleve. Som nævnt har jeg ikke set Mel Gibson som Mad Max, men man fornemmer, at der er noget Mel Gibsonsk’ over den måde Hardy spiller rollen på samtidig med, at han har gjort rollen til sin egen.  Han er ustabil og tager kun sporadisk del i filmens få dialoger.

Første scene består af en monolog, hvor man kun kan sidde og tænke på, hvor sej Tom Hardys stemme er. Monologen bliver brudt af en jagt, hvor det ender med, at han bliver taget til fange af klanlederen Immortan Joe.

Imperator Furiosa, spillet af Charlize Theron, der er en af Immortan Joes klansfolk.  Da hun kidnapper Joes unge avlshustruer begynder en vild biljagt gennem ørkenen.

Max havner naturligvis midt i denne jagt, der består af en stor konvoj af motorcykler, gejlede monstertrucks, lastbiler og andre køretøjer. Faktisk så omhandler filmen nærmest kun denne ørkenjagt, og det kan lyde en kende ensformigt, men det er det ingenlunde.

Instruktør, George Miller, som i øvrigt også instruerede de gamle Mad Max film, får lov at udfordre det tørre ørkenmiljø, bilerne, og opfinder undervejs sine egne universer ude i ørkenen. Filmen er på den måde smukt skruet sammen, og det er gåsehudsfremkalende da filmens hovedpersoner kører ind i en flodbølge af ørkensand fyldt med uvejr og lyn.

Omdrejningspunktet for actionen er bilerne, der fungerer som vel-olierede dræbermaskiner og nærmest er ophøjet til gudestatus for klanerne. Det er tydeligt, at kun fantasien sætter grænser for, hvordan bilerne skal bruges og se ud, og man æder de overdrevet pimpede biler, og måden hvorpå de er med til at slå folk ihjel på, råt.

Den æstetisk flotte film bakkes op af en fantastisk lydside, der består af en konvoj af strygere, hvori der også indgår storslåede pauker, der sublimt bliver understøttet af en rockguitar, som med sine smagsfulde riffs, er med til at sætte tempoet i den hæsblæsende jagt gennem ørkenen. I spidsen for denne konvoj står dirigenten i form af Mad Max og Imperator Furiosa, der i kampen for overlevelse og frihed er med til at banke pulsen langt over hvilestadiet.

Når der er så meget action komprimeret ned på 120 minutter, kan man godt tro, at der kan være tale om action-fatigue. Men med Mad Max: Fury Road er dette ikke tilfældet. Filmen har små åndehuller, hvor man når at sympatisere med personerne, og ligger mærke til den særlige karakterudvikling, der foregår.

Jeg synes sagtens, at man kan se filmen uden at have kendskab til de gamle film. George Miller formår at skabe et fantastisk reboot, og det er klart den bedste actionfilm, jeg har set i år.

Filmen får mine allerhøjeste anmærkninger indenfor sin genre.

6/6 Stjerner.                   

It's been a while.. Self discipline gone and back.

Hey followers. Jeg ved, at i sikkert er få tilbage. Sandheden er, at der er sket så mange ting, siden jeg startede bloggen. Jeg har fået fultidsjob hos Samsøe Samsøe i Bispensgade Aalborg. Jeg er flyttet i lejlighed, og der er bare så mange ting der tager ens tid, og der er sikkert endnu flere dårlige undskyldninger for ikke at opdatere her på bloggen.

Jeg har længe brygget på tanken om at skrive om et nøgleord for mig, selvdisciplin. Jeg indså dog hurtigt, at selvdisciplin er relativt. Fordi, hvad er selvdisciplin, hvor vigtigt er det og hvordan prioriterer man? Jeg svor jo, da jeg startede på bloggen, at uanset hvad så ville jeg skrive på den. Her har selvdisciplinen virkelig været i bund, og når man er på arbejde fra 10-18 hver dag, så er det første man tænker på, efter at have fixet aftensmad og andre praktisk ting, ikke just at skrive et blogindlæg. Uden at sværge mig selv til alle mulige løfter, vil jeg godt prøve at blive bedre til at opdatere her på bloggen. Det skylder jeg jer, der startede med at læse svineriet, og det skylder jeg da også mig selv. Jeg har altid sagt, at man ikke skal gøre ting halvt, men sandt sagt så har jeg jo netop gjort det halvt med denne blog. Det prøver vi at lave om på.

Et andet sted, hvor selvdisciplin spiller en stor rolle for mig, er i min træning. Flere har på det seneste sagt til mig "jeg ville ønske, at jeg havde din selvdisciplin med træningen". Med ovennævnte arbejdstider har jeg været tvunget til at omlægge min træning, for hvor jeg tidligere var afsted omkring middagstid hver dag, er jeg nu tvunget til at træne fra 8-10 om morgenen. Hertil hedder det sig, at jeg SKAL have min morgenmad en time forinden træning, så op klokken 7 hver dag kan altså være hårdt. Det er ikke for at whine eller blande jer ind i min hverdag, for jeg vælger det jo selv. Men jeg vil gerne indrømme, at selvdisciplin er utrolig vigtig her, og man skal ikke lade sig hindre af, at man måske ikke altid kan se eller føle resultater med træningen. Det vigtigste er, at man kommer afsted, og får gjort noget ved det, frem for at tale om det. Træning er en fast forankret del i min hverdag, og kommer jeg ikke afsted, føler jeg, at min dårlige samvittighed, er ved at at kradse det inderste af min sjæl i stykker. Derfor mener jeg, at der i nogle tilfælde kan være en sammenhæng mellem selvdisciplin og dårlig samvittighed, de dage hvor selvdisciplinen fejler tvinger min samvittighed mig til træning - og det er vigtigt. 

Fysisk form og velvære går hånd-i-hånd, det er jeg overbevist om. Jeg mindes ikke at have haft det bedre hverken fysisk eller psykisk. Jeg er stort set aldrig syg, og uden at lyde selvfed, har jeg ikke været mere tilfreds og glad. Derfor er dette en opfordring til dig, der alt for længe har snakket om at gøre noget ved tingene, til at gøre det. Kom afsted. Hvad enten det er fitness, crossfit, cykling, løb eller andet der gør det for dig. Grib fat om dine testikler og pres det selvdisciplin ud, der skal til. Det handler ikke om store muskler eller sixpack, det handler om følelsen af at gøre noget. Det giver overskud og glæde. Jeg har haft dage, hvor jeg ikke er kommet ned og træne inden job, og først er stået op klokken 9. Det er de dage, hvor jeg føler, at jeg ikke har nok overskud til at klare dagen. De tidlige dage tværtimod, er de bedste, det er de dage hvor overskuddet til at præstere på jobbet er størst.

Udvundet af ovenstående vil jeg nu også prøve, at finde det ekstra overskud, der skal til for at holde bloggen i live, samt finde ud af, præcis hvad jeg vil med den.

Jeg kunne nok godt blive ved med at prædike om alt det her med træning og sådan, men sådan skal det ikke lyde. Selvdisciplin er bare et ord der har fyldt meget for mig på det seneste, og derfor ville jeg gerne dele dette med jer.

Until next time

/Marty out