Action-overload, højtpumpende oktan og flydende nitro er det
der karakteriserer årets genrefilm, Mad Max: Fury Road.
Det var med åbent sind, jeg satte mig til rette for at se rebootet af Mad Max. Forud for denne anmeldelse skal det
nemlig siges, at jeg hverken har set de gamle film, set trailere til denne, eller
efterfølgende har læst anmeldelser af filmen. Således får du her min vurdering.
Mad Max: Fury Road finder sted i et postapokalyptisk
ørkensamfund, hvor benzin er en slags sortbørsvaluta, vand en sjældenhed og
bilmotorer er beboernes et og alt. Verden er befolket af klaner, der hver især
kæmper en kamp om oktan og ret til deres sted i ørkenen.
Udenfor dette møder vi maniske Mad Max, der som navnet
antyder ikke er helt rask. Enspænderen Max, der mesterligt spilles af Tom
Hardy, har blot en ting for øje, nemlig at overleve. Som nævnt har jeg ikke set
Mel Gibson som Mad Max, men man fornemmer, at der er noget Mel Gibsonsk’ over
den måde Hardy spiller rollen på samtidig med, at han har gjort rollen til sin
egen. Han er ustabil og tager kun
sporadisk del i filmens få dialoger.
Første scene består af en monolog, hvor man kun kan sidde og
tænke på, hvor sej Tom Hardys stemme er. Monologen bliver brudt af en jagt,
hvor det ender med, at han bliver taget til fange af klanlederen Immortan Joe.
Imperator Furiosa, spillet af Charlize Theron, der er en af
Immortan Joes klansfolk. Da hun kidnapper
Joes unge avlshustruer begynder en vild biljagt gennem ørkenen.
Max havner naturligvis midt i denne jagt, der består af en
stor konvoj af motorcykler, gejlede monstertrucks, lastbiler og andre køretøjer.
Faktisk så omhandler filmen nærmest kun denne ørkenjagt, og det kan lyde en
kende ensformigt, men det er det ingenlunde.
Instruktør, George Miller, som i øvrigt også instruerede de
gamle Mad Max film, får lov at udfordre det tørre ørkenmiljø, bilerne, og
opfinder undervejs sine egne universer ude i ørkenen. Filmen er på den måde
smukt skruet sammen, og det er gåsehudsfremkalende da filmens hovedpersoner
kører ind i en flodbølge af ørkensand fyldt med uvejr og lyn.
Omdrejningspunktet for actionen er bilerne, der fungerer som
vel-olierede dræbermaskiner og nærmest er ophøjet til gudestatus for klanerne.
Det er tydeligt, at kun fantasien sætter grænser for, hvordan bilerne skal
bruges og se ud, og man æder de overdrevet pimpede biler, og måden hvorpå de er
med til at slå folk ihjel på, råt.
Den æstetisk flotte film bakkes op af en fantastisk lydside,
der består af en konvoj af strygere, hvori der også indgår storslåede pauker,
der sublimt bliver understøttet af en rockguitar, som med sine smagsfulde
riffs, er med til at sætte tempoet i den hæsblæsende jagt gennem ørkenen. I
spidsen for denne konvoj står dirigenten i form af Mad Max og Imperator
Furiosa, der i kampen for overlevelse og frihed er med til at banke pulsen
langt over hvilestadiet.
Når der er så meget action komprimeret ned på 120 minutter,
kan man godt tro, at der kan være tale om action-fatigue. Men med Mad Max: Fury
Road er dette ikke tilfældet. Filmen har små åndehuller, hvor man når at
sympatisere med personerne, og ligger mærke til den særlige karakterudvikling,
der foregår.
Jeg synes sagtens, at man kan se filmen uden at have
kendskab til de gamle film. George Miller formår at skabe et fantastisk reboot,
og det er klart den bedste actionfilm, jeg har set i år.
Filmen får mine allerhøjeste anmærkninger indenfor sin
genre.
6/6 Stjerner.