Langt om længe: Interstellar anmeldelse

Så for faen, så gik der næsten to uger. Jajajaaaaa, jeg har måske lige været lazy nok, og udskudt ved at tage i fitness eller sådan noget i stedet for. Sandheden er rent faktisk, at jeg har været ude næsten hver aften. Men sandheden er også at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger.

Nå, men som lovet, så har jeg da virkelig også fået bearbejdet Interstellar nu. Jeg har både snakket med mennesker der overhovedet ikke brød sig om den, ligesom jeg har snakket med mennesker der er ellevilde med den. Hvad jeg selv synes? Ja, det kan du jo så læse dig frem til herunder.

Where to start? 

Vi befinder os i en ikke-så-fjern fremtid i en unavngiven stat i USA, hvor menneskeheden er ved at udslette sig selv. De fleste har quittet deres dayjobs og ernærer sig som landmænd. Det samme gør filmens hovedperson, enkemanden Cooper (Matthew McConaughey). Han er ingeniør og tidligere NASA-pilot, men en ufortalt historie om hans fortid bærer vidne om et ulykkeligt endt forlis mellem rumfartstationen og manden selv. 

Da seeren møder Cooper, fungerer han som landmand for at kunne forsøge sig selv og sin familie, som består af to teenagebørn, én svigerfar og et par fjernstyrede mejetærskere, som han selv har opfundet.

Fremtiden er for alle en stor uvished, og den sidste levende afgrøde på jorden, majs, er også ved at uddø. Jorden bliver i tide og utide overvældet af og indhyllet i kæmpe støvskyer, som rent visuelt er enormt imponerende, og er med til at repræsentere planeten jorden som en tørlagt verden, der er ved at opløse sig selv.

Coopers datter Murphy, der er opkaldt efter Murphy's law, - som er et centralt omdrejningspunkt i filmen (alt hvad der kan gå galt, vil gå galt) - har arvet faderens kløgt, hvor sønnen er fast besluttet på at gå landmansvejen i livet. Modsætningerne kunne være større, og deres forhold kommer til at have stor betydning for filmens udvikling og fremtoning.

Filmen arbejder med eskalationstrin og gradvist afsløres Cooper og resten af familiens skæbne. Han er nødt til at rejse ud i en ny og fjern galakse og afsøge nye planeter for at kunne redde jordens befolkning. I universet er tid et forunderligt begreb, hvor klokken ikke slår lige hurtigt alle steder. Tidsbegrebet er blot et af flere astrofysiske begreber og problematikker der bearbejdes i filmen, og det kan for så vidt godt lyde ret tungt. Men Christopher Nolan, der har haft astrofysikeren Kip Thorne som production assisstant, er enormt dygtig til at tage seeren ved hånden og skære uforståelige begreber og ligninger ud i pap, når begreberne kan blive lidt for videnskabelige.

Interstellar er et visuelt mesterværk, der er så flot skruet sammen, at jeg stadigvæk får kuldegysninger ved at tænke på den. Nolan er et grafisk geni, og i Interstellar har han frit lejde til at skabe helt nye og betagende verdener af både vand, støv og is. I forbindelse med Interstellar har han udtalt at han er stærkt i mod green screen, og det er jeg også. Alt hvad seeren ser fra eksempelvis rumskibet i filmen - det samme billede ser skuespillerne der sidder der også, og det fungerer til perfektion. Det er med til at levere en overbevisende og naturlig refleksion af rummet. Det er ligesom med Gravity, Man er med på en rejse i rummet, og man har ikke lyst til at tage hjem(bortset fra alle de dårlige ting naturligvis).

De flotte billeder er næsten nok til at bære filmen, men hvad er kernen egentlig? Kærlighedens bånd, så simpelt er det. Kærlighedens bånd til den menneskelige race, til familie og til en kæreste. Båndet mellem billeder og den fortælling der foregår er så perfekt, at alt man skal gøre, er at sætte sig ned og nyde rejsen med karaktererne. For hvor Christopher Nolan før ikke har været kendt for at være den bedste personinstruktør, formår han at lave om på dette i filmen. Dette er eksempelvis personificeret i de stille scener, hvor Cooper ser film der er sendt hjemmefra, mens hans stadig befinder sig i rummet, og jo længere ud i rummet man kommer, desto mere personlig bliver historien.

Lydmæssigt befinder Interstellar sig på et helt andet niveau. Det er som om, at Hans Zimmer har fundet lidt ekstra frem til denne film. Et tungt orgel er med til at akompignere rumskibet og det fungerer bedre end noget andet. De små effekter er også helt forrygende, og det når altså op på siden af så flot en film som Gravity.

Interstellar befinder sig blandt de bedste film jeg har set i år. Faktisk den bedste når jeg tænker over det. Billede, lyd og historie går så smukt i hånd, at jeg bliver nødt til at give den topkarakter.

Du skal se filmen, hvis du er en sucker for Christopher Nolan, Gravity og Star Wars. Eller hvis du bare vil have en helt igennem æstetisk flot oplevelse. og JA, den skal naturligvis ses i biografen, det kan der ikke være tvivl om!

6/6 stjerner.


Hvad synes du om filmen? Skriv meget gerne i kommentarfeltet herunder. :-)

Filmanmeldelse: Nightcrawler

Som jeg i den forgangne uge skrev her på bloggen, så er det min plan at komme i biografen en del gange inden årskiftet. Jeg tog i går hul på min liste, som du kan finde her: Film skal ses i biograf, og det mener jeg.

Listen er skrevet i lidt vilkårlig rækkefølge, og jeg startede således med nummer to på listen, Nightcrawler. Her under kommer min egen lille anmeldelse af filmen.

Hvor langt er du villig til at gå for at opnå den amerikanske drøm? "Langt", må være svaret for filmens hovedperson, Louis Bloom, der er portrætteret af en intenst og velspillende Jake Gyllenhaal.

Louis Bloom har svært ved at finde et fast job, og er som resultat af det kun en smålig tyv der sælger stjålet skrotmetal, og stjæler småting fra menigmand. Hans livstilværelse består øjensynligt ikke i meget mere end at se morgennyheder, vande sin plante og sidde foran sin computer for at tillægge sig ny viden.

Som det så ofte gør i film, vender det hele en dag. Louis Bloom overværer et trafikuheld og lærer hvad det vil sige at "Nightcrawle" - nemlig at være den første på åstedet til at optage og dokumentere hvad der er sket, og herefter sælge det videre til den nyhedskanal, der er villig til at betale den højeste pris for videoen. Igennem dette lærer man hurtigt, at Bloom er, som han selv siger det, "a quick learner" og særdeles målorienteret, ligesom at hans mantra er: "You have to make money to buy the ticket."

Louis Bloom får blod på tanden, og får for sine tyvekoster købt sig til en politiradio og et kamera, så han kan starte op som nightcrawler. Han rammer jackpot ved at have de bedste optagelser af en skudepisode, og igennem dette opbygger han et fast arbejdsforhold til nyhedsredaktøren Nina, der portrætteres af en velspillende René Russo. Russo gør det godt som falleret journalist, der med røde læber og mørk øjenskygge, vil gøre alt for at øge sine seertal på morgennyhederne, så hun kan blive i sit job. Ligesom hun giver et godt modspil og senere medspil til filmens hovedkarakter.

Som autodidakt altmuligmand, kan man ved hjælp af internettet lære alting, og man får fornemmelsen af, at der ikke er noget, denne mand ikke er i stand til. Men han kommer hurtigt ud på et skråplan, for hvornår er virkelighed rent faktisk virkelighed? Kodekset for fotografer er, at man ændrer ikke på et motiv for at få det bedste billede, men det kodeks kender Bloom ikke, han opererer under et helt andet sæt moralske regler, nemlig at det handler om at gøre, hvad der gøres kan for at nå helt til toppen. 

Gennem Bloom stifter seeren bekendtskab med den medievold, der tiltrækker så uendeligt mange TV-seere i USA. Jo mere blod desto bedre, og det forstår Louis, han er villig til at gå den ekstra mil for at få det bedste skud i kassen, og det kommer han til at tjene på. Sammen med Bloom er Nina med til at skubbe grænsen for hvad der kan vises på amerikansk TV.

Rollen som Louis Bloom er en helt anden end vi er vant til at se Jake Gyllenhaal i. Han gør det fremragende som den maniske, arbejdsløse smålige tyv der kan tillære sig alt. Gyllenhaal sælger Louis Bloom så overbevisende, at seeren bare køber rollen. Faktisk så manifesterer tanken om, at han gør det så overbevisende, at seeren er overbevist om, at Louis Bloom er overbevist om, at alt han gør er rigtigt - uanset hvilken side af moralens lov det er på.

Karakteren, Louis Bloom, er helt i gennem usympatisk og dette fremgår især ved Gyllenhaals evne til at ændre positur og hans ansigtsmimik er med til at vise en hovedperson, der gør det meget svært at holde af. Han ser med store dådyrøjne så rar ud, at man ikke kan tro at denne lille mand med slikhår og lettere ranglede holdning, er i stand til at gøre noget umoralskt.

Størstedelen af filmen foregår om natten, der henleder ens tanker på Drive og tildels også Collatteral. Rent stilistisk er det en virkelig flot film, der blandt andet bruger nattens lys til at skinde i Gyllenhaals store øjne, og portrættere en side af Los Angeles, som man ikke er vant til at se portrætteret. Filmen foregår ikke i Downtown LA men nemlig ude i forstæderne, og det er det, der er med til at rykke filmen det sidste stykke.

Nightcrawler er som bygget til en mørk biografsal, og jeg tør godt vove den påstand, at den ikke ville fungere halvt så godt hjemme i en stue på en lys eftermiddag. Filmen er med sine æstetisk flotte natteskud af LA, ikke blot en god oplevelse med ligeledes også en flot oplevelse.

Gyllenhaals skuespil er så overbevisende flot, og dette kombineret med filmens stilistik og æstetik, er med til at trække filmen op i den høje ende af karakterskalaen. Jeg ser mere på filmens indhold end jeg ser på det mediekritiske billede, der bliver portrætteret og det skal man også. Filmen kunne med et bedre soundtrack have trukket topkarakter, for man kommer unægteligt til at sammenligne den med Drive, som jo har en perfekt lydside. Ofte er lyden blot stemningsmusik der er med til at bygge op til et klimaks, og det for mig, er lidt for billigt sluppet.

Tag ind at se filmen hvis du kan lide Drive eller du synes Christian Bale var god som Patrick Bateman i American Psycho, for det er den slags film den læner sig op af. Og så er den virkelig god.

Jeg giver filmen 5/6 stjerner.

Film skal ses i biograf, og det mener jeg!

Jeg er inden for ret kort tid blevet ekstra glad for at gå i biografen. Bevares, at gå i biografen har altid været en fed oplevelse, men det er først rigtig gået op for mig nu, at film SKAL ses i biografen. Det skete i foråret, da jeg var inde at se Anchorman 2 - en film jeg normalt ikke ville påtænke at se i biografen, men den oplevelse jeg fik, var helt aldeles uvurderlig. Vi var fire gutter afsted på sådan en rigtig drengerøvsaften, og ja, jeg skal nok forklare hvorfor det var så godt. Anchorman er vel nok en film, hvor jeg ville tænke "den kan jeg godt vente med at se, til den udkommer på DVD." Men havde jeg ikke set den i biffen, så havde jeg ikke grinet halvt så meget, som jeg ellers ville. At se den i biografen tvinger nemlig seeren til at holde fokus på en film, som man givetvis ville miste fokus på. I denne tid med smartphones, tablets og bærbare computere er det sgu så nemt at komme til at sidde og lave 100 andre ting, mens man ser film. Men ikke i biffen, og derfor mener jeg nu helt og holdent, at film skal ses i biografen. 

Efteråret er over os, og det er ensbetydende med mørke aftener og mere hygge indenfor end udenfor. Herfor synes jeg, at biografen skal fremhæves som en lækker efterårsaktivitet. I dette indlæg vil jeg give jer min liste, over film jeg tænker at skal se inden vi skriver 2015.

1. Interstellar
Okay, jeg indrømmer det, mit mancrush på Matthew McConaughey(stav lige det uden at kigge) vil ingen ende tage. Han er helt fantastisk i Dallas Buyers Club, men der hvor det for alvor har eskaleret for mig, var i en af de bedste serier, jeg nogensinde har set - og jeg har set mange - nemlig True Detective. Det skorter heller ikke på anerkendelse for McConaughey, der har vundet adskillige priser siden sit vægttab. (Dog vil jeg lige smide dette ind hurtigt: han er blevet mere tålelig i sine gamle film, jeg så, helt tilfældigt, "How to lose a guy in 10 days" forleden, og fandt ham egentlig mere tålelig som muskuløst badedyr)

Nå, men Interstellar er instrueret af Christopher Nolan, der tidligere har instrueret storslåede film som Inception og Dark Knight-trilogien - og det i sig selv borger sgu godt! Filmen foregår i fremtiden, hvor, som vi ofte før har set, verden er kollapset, økonomien sejler, der er ikke meget mad tilbage og regeringer er kollapset. Et ormehul i galaksen åbner sig, og det er op til McConaughey og hans medforskere at udforske og undersøge muligheden for, at menneskeheden kan leve videre i rummet. Se trailer her.

2. Nightcrawler

Jeg kender alt til den desperate situation, hvor man står uden job, man leder og leder og intet dukker op. Det samme gør Jake Gyllenhaal, der i Nightcrawler spiller rollen som Lou Bloom, der er arbejdsløs. Han tager tilsyneladende bare desperationen noget længere, end jeg nogensinde vil gøre. Han falder over et område, hvor han har mulighed for at skabe sin egen karriere, nemlig at filme ulykker og kriminaliteter fra LA's natteliv. Han samler et hold og snart kører han og holdet rundt og jagter ulykkescener og ulykker. Det bliver dog hurtigt en sløret virkelighed for ham, for hvad er virkelighed og hvad er opstillet? Snart er han med til at sætte crimescenes op, så han kan få de bedste billeder, som han så kan sælge videre til nyhedsstationerne. Samtidig er han vidne til mord og ulykker, men hvornår melder man disse til politiet? Som der står i traileren "How far would you go for the american dream" - Lou Bloom vil tilsyneladende gå ret langt. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad der ligner en meget dyster film, og en rolle som vi hidtil ikke har set Gyllenhaal i. Se trailer til filmen her.

3. The Hunger Games - Mockingjay Part 1

Okay, jeg indrømmer det, jeg er en sucker for de her Hunger Games film. Det er lidt blevet gjort til en "tøsernes action film", men jeg er vild med det. Jennefier Lawrence i sig selv er jo ret lækker (jeg har ikke set DE fotos), men jeg synes også, at hun er en ret god skuespiller, der gør det super godt som Katniss Everdeen.
Vi er tilbage i district 13, hvor spillet "The Hunger Games", på grund af Katniss, er ødelagt for altid. Hun er uvilligt blevet symbol på den revolution, der længe har været under opsejling, Under vejledning af blandt andre, mit andet mancrush, Woody Harrelson, forsøger hun at redde Peeta Mellark og verdenen. Jeg er lidt spændt på den film her, for kan det fungere uden selve spillet? For mig har spillet været det, der har skabt spænding i de foregående film i serien. Kan denne spænding flyttes ud på gaden under en revolution? Jeg glæder mig til at finde ud af det. Trailer her.

4. Hobbitten - Femhæreslaget

De fleste, som kender mig, ved sgu godt at jeg er lidt af en nørd. Jeg elsker jo film som Ringenes Herre, Harry Potter, Star Wars og alle de andre i den stil. Derfor skal Hobbitten selvfølgelig også på listen. Men så meget som jeg glædede mig til alle filmene i Ringenes Herre-trilogien, så er jeg virkelig lidt forventningsfuld omkring den nye Hobbit-film. Jeg har set de to foregående og læst bogen. For mig er det virkelig svært at abstrahere for, at der foregår så meget mere i filmen, end der gør i bogen. Jeg er godt klar over, at de ligesom skal kæde den sammen med Ringenes Herre. Men det virker bare mere på mig, som en desperat måde at malke mærket på, det er mig en gåde, at de kan strække den helt ud i tre film. Men derfor skal den selvfølgelig ses, for det er da lidt vemodigt, at der aldrig nogensinde igen kommer en film i dette univers. Jeg ved jo godt hvordan lortet egentlig ender, men jeg tror der er gjort meget mere ud af fortællingen om krigen mellem de grådige dværge og de noble mennesker. Og hvad faen skal der lige ske med dragen Smaug, som i øvrigt er spillet suverænt af Benedict Cumberbatch (how do you like that name). Traileren kan ses her.

5. Fury

Den her liste ville ikke være komplet uden Fury. Fury er en 2. Verdenskrigs-film, og 2. Verdenskrigsfilm er bloody awesome. Alle drengerøve elsker denne slags film, og jeg synes også, at den rent trailermæssigt, ser rigtig god ud. Det er med Brad Pitt i hovedrollen (et tredje mancrush), som piller kaptjanen Wardaddy (Oh yeah, tjek lige det navn). Wardaddy beordrer hans fem-mand-stærke hold at rykke længere ind bag fjendens linjer, i deres Sherman Tank, i et forsøg på at gøre en ende på nazisterne. 
Filmen foregår i slutårene af krigen, og vi ved jo alle hvordan krigen ender, men hvordan ender det for Wardaddy og holdet? Forvent ikke en kopi af Lt. Aldo Raine fra Inglorious Bastards, men en lidt mere seriøst kaptajn spillet af Pitt. Ligeledes spiller den excentriske Shia LaBeouf en af soldaterne, ligesom den fantastiske og, i min mening, meget undervurderede, Michael Peña også en rolle. Til bonus info kan siges, at filmen er skrevet og instrueret af David Ayer, som skrev "Training Day" og instruerede "End of Watch". Trailer til filmen kan ses her.

6. The Captive

Der dukker sgu flere og flere mancrushes op på den blog her, og det er sgu kun andet indlæg. Lidt skidt, men ikke desto mindre så glæder jeg mig til at se Ryan Reynolds i The Captive, som spiller familiefaren Matthew, der på en køretur mister sin datter(hun bliver kidnappet). Det er lidt en klassisk opstilling, politiet giver ham skylden, konen mister tilliden til ham og han bliver rasende. Dog finder de hurtigt ud af, at noget er helt galt. Rent trailermæssigt ligner det endnu en glimrende solopræstation af Reynolds, der vil gøre alt for at finde sin forsvundne datter, og dermed også bevise sin egen uskyld. Filmen foregår otte år efter, at datteren er blevet kidnappet, og faderen er stadigvæk mistænkt. Jeg gætter på, at storylinen kommer til at indeholde en smadret familie, hvor båndene måske eller måske ikke bliver genoprettet. Jeg tror i hvert fald, at det er en ganske habil film. Du kan se trailer til skidtet her. Bonus info til drengerne: Rosario Dawson spiller med, og hun er sgu lækker nok.

7. The Judge

Robert Downey Junior, Need I say more? Jeg tænker, at det bliver dejligt forfriskende, at se ham i en anden rolle end som Tony Stark i Ironman. Bevares, jeg er da godt underholdt af Ironman, men RDJR's potentiale er bare så uendeligt meget større end til at spille rigmanden med det mærkelige skæg. Her spiller han den succesfulde forsvarsadvokat, Hank Palmer, søn af dommer Joseph Palmer(spillet af Robert Duvall), der bliver mistænkt for mord. Hank påtager sig rollen som Judge Palmers forsvarsadvokat, og jeg gætter på, at han igennem dette, genopretter nogle bånd til sin far. Om forsvaret holder, vil tiden vise, når filmen engang kommer. Du kan se trailer til The Judge lige her.
I øvrigt, så er Robert Duvall virkelig sej, jeg kan kun anbefale at se The Funeral Party, som den hedder på netflix, eller Get Low, som er den rigtige titel. Han er gør det helt outstanding i den film.


8. Stille Hjerte

Indrømmet, så plejer jeg VIRKELIG ikke at være god til danske film og serier. Derfor er jeg altid virkelig biased, når jeg går ind til disse. Men det er som om, at de senere års glimrende serier på DR, har omvendt mig lidt. Stik imod kritikerne synes jeg jo, at 1864 er en rigtig god serie, ligesom Arvingerne også står højt på min liste, Forbrydelsen fortjener sgu også at bliver nævnt, ligesom filmatiseringen af Kvinden i buret og Fasandræberne har været med til at omvende mig. Derfor skal Stille Hjerte også nævnes på min liste. Den omhandler tre generationer af en familie, der samles over en weekend. Moderen, spillet af Ghita Nørby, er åbenbart syg og ønsker at dø. Denne beslutning kommer tilsyneladende til at rive op i nogle gamle diskussioner i en splittet familie. Jeg synes det ligner en flot film, med nogle rigtig gode frames, hvilket ofte kan være svære at finde i danske fim. Filmen er desuden instrueret af Bille August, og han er dygtig. Se, om det er noget for dig her.

9. '71 (Bag fjendens linjer)

Nu begynder jeg at blive lidt presset, for jeg vil gerne lige presse denne liste op på 10 film. 
Derfor skal '71 også nævnes. Rent trailermæssigt synes jeg, at den ser virkelig spændende ud. De her behind enemy lines-film er bare altid gode og nervepirrende. En britisk soldat efterlades af sin gruppe i det hårdt hærgede Belfast i Nordirland. Folket hader de britiske soldater, og det ligner en kamp om overlevelse for den unge soldat. Opskriften er klassisk: Han befinder sig i et område han ikke kender, han aner ikke om han kan stole på nogen. Det her ligner en af de film, der godt kan få lov at gå lidt under radaren, og så meget desto bedre for os, der godt kan lide at have noget for os selv. Du kan se trailer liiiige her.






10. Dum og Dummere 2

Den her film får sgu et honorary mention, baseret på at 1'eren er så PISSE sjov. Jeg ved oprigtig talt ikke, hvor høje mine forventninger er. Jeg forventer at det bliver stinkende dumt, og jeg ved ikke, om Jim Carry og Jeff Daniels kan leve op til den hype, som 1'eren bragte med sig. Dermed ikke sagt at det ikke bliver morsomt, men jeg sidder med den følelse, at man godt kan blive skuffet. Derfor skal denne film netop ses i biografen. Det er en film, ligesom Anchorman, hvor jeg forventer, at fokus godt kan ryge andre steder end på filmen, hvis ikke man bliver tvunget til at kigge på lærredet.
Filmen foregår 20 år efter sidst vi mødte Harry og Lloyd, og de sætter  ud på et eventyr for at finde Harry's (Jeff Daniels) long lost lovechild fra for længe siden. Se hvor dumt det bliver i traileren her.





Boblere: Her er de film, der af den ene eller den anden grund ikke klarede skærene og kom med på listen. Jeg er dårligt nok sikker på, at jeg når i biffen 10 gange inden nytår, men jeg vil da gerne gøre et ihærdigt forsøg. På listen er både Exodus og The Homesman, som ser virkeligt gode ud. Jeg elsker store film som Exodus, men har egentlig ret lave forventinger - og jeg aner ikke hvorfor. Det er måske godt nok, så kan jeg jo nærmest kun bliver positivt overrasket over den. Jeg elsker western-genren, og mine forventninger til The Homesman er ret høje, men der er altså film, som jeg hellere vil se i biffen. No Good Deed ser spændende ud, og det er ikke mindst på grund af Idris Elba, der har en høj stjerne hos mig, at den er havnet blandt boblerne. Slutteligt er Penguins sgu også havnet på listen. Jeg så Madagascar forleden, og den er bare hylendes morsom, ikke mindst på grund af de udspekulerede og hele tiden plotliggende pingviner. Pingvinerne fra Madagascar er et spin-off, og jeg tror oprigtig talt, at det bliver skægt.

Trailer                           Trailer                           Trailer                           














Trailer


Det var alt for nu, håber du kan lide listen og føler dig lidt inspireret til at gå i biffen inden året er omme. Hvis du mangler en at tage med, så skriv sguda bare til mig, jeg er klar.

Indtil næste gang, husk at nyd din kaffe og tag dig tid til at se en god film.

/Martin