Anmeldelse: Mad Max: Fury Road

Action-overload, højtpumpende oktan og flydende nitro er det der karakteriserer årets genrefilm, Mad Max: Fury Road.

Det var med åbent sind, jeg satte mig til rette for at se rebootet af Mad Max. Forud for denne anmeldelse skal det nemlig siges, at jeg hverken har set de gamle film, set trailere til denne, eller efterfølgende har læst anmeldelser af filmen. Således får du her min vurdering.

Mad Max: Fury Road finder sted i et postapokalyptisk ørkensamfund, hvor benzin er en slags sortbørsvaluta, vand en sjældenhed og bilmotorer er beboernes et og alt. Verden er befolket af klaner, der hver især kæmper en kamp om oktan og ret til deres sted i ørkenen.

Udenfor dette møder vi maniske Mad Max, der som navnet antyder ikke er helt rask. Enspænderen Max, der mesterligt spilles af Tom Hardy, har blot en ting for øje, nemlig at overleve. Som nævnt har jeg ikke set Mel Gibson som Mad Max, men man fornemmer, at der er noget Mel Gibsonsk’ over den måde Hardy spiller rollen på samtidig med, at han har gjort rollen til sin egen.  Han er ustabil og tager kun sporadisk del i filmens få dialoger.

Første scene består af en monolog, hvor man kun kan sidde og tænke på, hvor sej Tom Hardys stemme er. Monologen bliver brudt af en jagt, hvor det ender med, at han bliver taget til fange af klanlederen Immortan Joe.

Imperator Furiosa, spillet af Charlize Theron, der er en af Immortan Joes klansfolk.  Da hun kidnapper Joes unge avlshustruer begynder en vild biljagt gennem ørkenen.

Max havner naturligvis midt i denne jagt, der består af en stor konvoj af motorcykler, gejlede monstertrucks, lastbiler og andre køretøjer. Faktisk så omhandler filmen nærmest kun denne ørkenjagt, og det kan lyde en kende ensformigt, men det er det ingenlunde.

Instruktør, George Miller, som i øvrigt også instruerede de gamle Mad Max film, får lov at udfordre det tørre ørkenmiljø, bilerne, og opfinder undervejs sine egne universer ude i ørkenen. Filmen er på den måde smukt skruet sammen, og det er gåsehudsfremkalende da filmens hovedpersoner kører ind i en flodbølge af ørkensand fyldt med uvejr og lyn.

Omdrejningspunktet for actionen er bilerne, der fungerer som vel-olierede dræbermaskiner og nærmest er ophøjet til gudestatus for klanerne. Det er tydeligt, at kun fantasien sætter grænser for, hvordan bilerne skal bruges og se ud, og man æder de overdrevet pimpede biler, og måden hvorpå de er med til at slå folk ihjel på, råt.

Den æstetisk flotte film bakkes op af en fantastisk lydside, der består af en konvoj af strygere, hvori der også indgår storslåede pauker, der sublimt bliver understøttet af en rockguitar, som med sine smagsfulde riffs, er med til at sætte tempoet i den hæsblæsende jagt gennem ørkenen. I spidsen for denne konvoj står dirigenten i form af Mad Max og Imperator Furiosa, der i kampen for overlevelse og frihed er med til at banke pulsen langt over hvilestadiet.

Når der er så meget action komprimeret ned på 120 minutter, kan man godt tro, at der kan være tale om action-fatigue. Men med Mad Max: Fury Road er dette ikke tilfældet. Filmen har små åndehuller, hvor man når at sympatisere med personerne, og ligger mærke til den særlige karakterudvikling, der foregår.

Jeg synes sagtens, at man kan se filmen uden at have kendskab til de gamle film. George Miller formår at skabe et fantastisk reboot, og det er klart den bedste actionfilm, jeg har set i år.

Filmen får mine allerhøjeste anmærkninger indenfor sin genre.

6/6 Stjerner.                   

It's been a while.. Self discipline gone and back.

Hey followers. Jeg ved, at i sikkert er få tilbage. Sandheden er, at der er sket så mange ting, siden jeg startede bloggen. Jeg har fået fultidsjob hos Samsøe Samsøe i Bispensgade Aalborg. Jeg er flyttet i lejlighed, og der er bare så mange ting der tager ens tid, og der er sikkert endnu flere dårlige undskyldninger for ikke at opdatere her på bloggen.

Jeg har længe brygget på tanken om at skrive om et nøgleord for mig, selvdisciplin. Jeg indså dog hurtigt, at selvdisciplin er relativt. Fordi, hvad er selvdisciplin, hvor vigtigt er det og hvordan prioriterer man? Jeg svor jo, da jeg startede på bloggen, at uanset hvad så ville jeg skrive på den. Her har selvdisciplinen virkelig været i bund, og når man er på arbejde fra 10-18 hver dag, så er det første man tænker på, efter at have fixet aftensmad og andre praktisk ting, ikke just at skrive et blogindlæg. Uden at sværge mig selv til alle mulige løfter, vil jeg godt prøve at blive bedre til at opdatere her på bloggen. Det skylder jeg jer, der startede med at læse svineriet, og det skylder jeg da også mig selv. Jeg har altid sagt, at man ikke skal gøre ting halvt, men sandt sagt så har jeg jo netop gjort det halvt med denne blog. Det prøver vi at lave om på.

Et andet sted, hvor selvdisciplin spiller en stor rolle for mig, er i min træning. Flere har på det seneste sagt til mig "jeg ville ønske, at jeg havde din selvdisciplin med træningen". Med ovennævnte arbejdstider har jeg været tvunget til at omlægge min træning, for hvor jeg tidligere var afsted omkring middagstid hver dag, er jeg nu tvunget til at træne fra 8-10 om morgenen. Hertil hedder det sig, at jeg SKAL have min morgenmad en time forinden træning, så op klokken 7 hver dag kan altså være hårdt. Det er ikke for at whine eller blande jer ind i min hverdag, for jeg vælger det jo selv. Men jeg vil gerne indrømme, at selvdisciplin er utrolig vigtig her, og man skal ikke lade sig hindre af, at man måske ikke altid kan se eller føle resultater med træningen. Det vigtigste er, at man kommer afsted, og får gjort noget ved det, frem for at tale om det. Træning er en fast forankret del i min hverdag, og kommer jeg ikke afsted, føler jeg, at min dårlige samvittighed, er ved at at kradse det inderste af min sjæl i stykker. Derfor mener jeg, at der i nogle tilfælde kan være en sammenhæng mellem selvdisciplin og dårlig samvittighed, de dage hvor selvdisciplinen fejler tvinger min samvittighed mig til træning - og det er vigtigt. 

Fysisk form og velvære går hånd-i-hånd, det er jeg overbevist om. Jeg mindes ikke at have haft det bedre hverken fysisk eller psykisk. Jeg er stort set aldrig syg, og uden at lyde selvfed, har jeg ikke været mere tilfreds og glad. Derfor er dette en opfordring til dig, der alt for længe har snakket om at gøre noget ved tingene, til at gøre det. Kom afsted. Hvad enten det er fitness, crossfit, cykling, løb eller andet der gør det for dig. Grib fat om dine testikler og pres det selvdisciplin ud, der skal til. Det handler ikke om store muskler eller sixpack, det handler om følelsen af at gøre noget. Det giver overskud og glæde. Jeg har haft dage, hvor jeg ikke er kommet ned og træne inden job, og først er stået op klokken 9. Det er de dage, hvor jeg føler, at jeg ikke har nok overskud til at klare dagen. De tidlige dage tværtimod, er de bedste, det er de dage hvor overskuddet til at præstere på jobbet er størst.

Udvundet af ovenstående vil jeg nu også prøve, at finde det ekstra overskud, der skal til for at holde bloggen i live, samt finde ud af, præcis hvad jeg vil med den.

Jeg kunne nok godt blive ved med at prædike om alt det her med træning og sådan, men sådan skal det ikke lyde. Selvdisciplin er bare et ord der har fyldt meget for mig på det seneste, og derfor ville jeg gerne dele dette med jer.

Until next time

/Marty out

OOTD/Outfit of the day: Cold sunny days

Hey reader, så er der sgu lige et lille outfit til dit fjæs. I går var ikke den koldeste dag, så jeg tog godt med lag på, og smed læderjakken over.

 

Det er ikke ofte, at jeg smider t outfit ud på bloggen, men følte lige gårsdagens var ret lækkert. Som før fortalt er jeg jo begyndt at arbejde i Samsøe Samsøe, og et af mit første køb har æret den blå sildebensstrik. Jeg er så glad for den, den er super lækker og blød, og så er den bare rigtig flot. En anden genstand som jeg er rigtig glad for, er mine sorte chelsea boots fra ASOS. De har nærmest været fast bestanddel i min december-uniform, de giver et råt og lidt bikeragtigt udtryk, samtidig med at være stilfulde og flotte. Jeg har haft dem i et år nu, men det er først nu, at jeg er blevet sådan rigtig glad for dem. Læderjakken er også fra Samsøe Samsøe, halstørklæde fra Acne, jeans fra Won Hundred og hue fra Dickies. 

Outfittet var varmt nok til i går, selvom det er lidt køligere udenfor, mener jeg godt, at man kan tage læderjakken på, så længe man bygger på med en strik og et lækkert halstørklæde, så kommer man ikke til at fryse, og der er ingen der kan lide at fryse.

Juletraditioner. Glædelig travlhed.

Hvis det skulle være gået din næse forbi, så er det snart jul, og jul er lig med traditioner. Jeg har et lidt ambivalent forhold til traditioner, på den ene side er de ret hyggelige, men på den anden side, så synes jeg også, at man kan være for bundet af dem. Der er dog nogle traditioner og vaner, som jeg godt kan lide at holde fast i, når julen begynder at nærme sig. Herunder følger et uddrag af de traditioner, jeg nu har mig.

Min første og vigtigste tradition er Tim Burtons klassiker Nightmare Before Christmas, jeg har desværre ikke fået set den i år endnu, men jeg kæmper en indædt kamp for at finde tid, og er overbevist om, at det nok skal kunne lade sig gøre. Filmen handler måske ikke sååå meget om jul, som den gør om uhygge og Halloween, men ikke desto mindre er det en fremragende film, der er lavet i stopmotion. Den skal du lige tage at se ved lejlighed.

 

Før jeg begynder for meget på den anden tradition, så vil jeg gerne starte med at lige at melde en "no homo". For jeg er da mand nok til at indrømme, at jeg synes, at det kan være hyggeligt at se filmen Love actually. Det er naturligvis ikke den mest maskuline film at se, men jeg synes sgu den er hyggelig, og jeg kan da godt fange mig selv i at knibe en bette tåre, når jeg ser den. Det er sgu en sød samling fortællinger der lige passer ind i juletiden. Jeg vil anbefale at se den med en du holder af, ser man den alene kan man sgu godt føle sig lidt ensom (indsæt emoji med store øjne og røde kinder).

Det er åbenbart et tilbagevendende tema for mig, men det er sgu bare biografen altså. Jeg ved ikke helt hvorfor det er noget andet her i julen, måske er det fordi, der altid kommer en kæmpe blockbuster sådan lige op til jul. De sidste tre år har det været hobbitten, men i år har der sgu været mange film, så jeg er slet ikke færdig endnu.

Indrømmet, så er det sgu længe siden jeg har set Gremlins, men de står stadig for mig som en juletradition og en juleklassiker, nok mest fordi de foregår om julen, men også fordi jeg altid så dem i mine yngre dage. Tror jeg vil se, om jeg kan grave dem op et eller andet sted her i år, det kunne da være skægt nok.

Jaja, bare rolig, den her er selvfølgelig også på listen. Den sjoveste og bedste julefilm der er lavet. Home alone. Jeg tænker ikke, at det er nødvendigt at komme med en større præsentation af den, i kender den jo alle sammen alligevel. Det er som om, at det ikke er rigtig jul, før man har set den - i år er selvfølgelig ingen undtagelse. se den før din nabo.

Nuvel, du er måske ved at regne lidt ud, at der er en nørd gemt i mig. Men her i de mørke tider, kan jeg godt lide at se de HELT store film. Det inkluderer selvfølgelig, Ringenes Herre, Harry Potter og Star Wars. Der er ikke en tradition for hvilken, det er nok bare der, hvor lysten lige taget mig hen. Men det er sådan det er. I går gik jeg lidt ved siden af de tre ovennævnte og så Tom Cruise-filmen Edge of Tomorrow, og den var faktisk anbefalelsesværdig, det er højpumpet sci-fi action, som faktisk fungerer ret godt. Sååå der var lige en lille anbefaling sneget ind.

Det var lige et bette udsnit af alle de lækre traditioner jeg kunne grave op. Julen kan være en ekstra travl tid. Som i kan se, så indebærer mine traditioner for det meste at se en eller anden klassisk film, så de undviger måske ikke så meget fra dine, forskellen er, at jeg skriver dem ned og poster her på bloggen ;-)

Der er sgu så meget gaveræs og alt mulig andet der kan være med til at stresse, så det er vigtigt at koble af foran fjernsynet engang i mellem. Jeg ved ikke, om det er det sidste blogpost, jeg har skrevet inden jul, men hvis jeg skulle forsømme at skrive det til jer, så må i have en ekstra lækker jul med alle jeres kære omkring jer. Vi ses jo nok i byen d. 25. december, givet at du kommer til Aalborg naturligvis, hvis ikke, så ses vi bare.

Herunder får du lige en lille julehilsen fra Billy Mack, sangen er ikke særlig god, men den er sgu skæg og fra Love Actually.

I øvrigt, så ved alle jo, at den bedste julesang er Chris Reas Driving home for christmas, det kan selvfølgelig ikke diskuteres. Hej hej.

/Marty out

GOTG - Tirsdags anbefaling - Do the dancing baby groot

Godmorgen, det er tirsdag. Læn dig tilbage og slap af. Tryk først på play på ovenstående youtubevideo, før du læser videre.

I dag bliver endnu en anbefaling. Jeg genså i sidste uge Guardians of the Galaxy, som by far er en af de bedste film jeg har set i år. Den ligger deroppe sammmen med Interstellar og og The Grand Budapest Hotel. Alle film jeg vil anbefale dig at se. Men Guardians er altså noget helt specielt, det er en Marvel superheltefilm, men den er så atypisk, humoristisk og gennemført god, at jeg synes den topper. Når man ser traileren, så tror man slet ikke, at man får det man får. Underspillet humor, højsprængt action og virkelig forskellige karakterer. Når man ser på ovenstående billede, så kan det godt se lidt mærkeligt ud, men det fungerer så godt, og den dynamik der er i filmen er bare helt exceptionel. 

Desuden har jeg nu fået nøglen til min lejlighed, så det hele kører på skinner. Nu skal den lige sættes i stand og så er jeg indflytningsklar. Selvom det desværre nok først bliver efter nytår jeg flytter ind, så glæder jeg mig helt sindssygt meget til at indrette og sætte mit eget præg på det. Jeg er så glad, at jeg føler mig som Baby Groot, når han hører Jackson 5:

En anden ting der gør Guardians of the Galaxy sådan rigtig god, er filmens soundtrack. Sangen jeg bad dig om at høre indgår i soundtracket sammen med en masse andre gamle klassikere. Jeg hørte det en dag, og det overhørte min far som kunne nikke genkendende til de fleste af sangene. Det var ret sjovt. Her under kan du høre det som på danske hedder "STINKEFEDT MIXTAPE VOL1"



Jeg så Hobbitten i går, og jeg grubler stadig lidt over hvad jeg synes om den. Der kommer nok en anmeldelse her en af dagene. Indtil da må i nøjes med det her sparsomme indlæg og flere af den skuffe. Håber stadigvæk i følger med derude, nu er det altså to updates på en dag!

Hav en lidt for lækker dag. P.S. Kom i Samsøe Samsøe Bispensgade og køb dine julegaver i dag, der står jeg - så finder vi noget lækkert til dine kære ;-)

/Marty out

Mandag morgenblog

Godmorgen. 
Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at nu skal jeg lige nosse mig sammen. Det sker bare ikke helt desværre. For jer af jer, der går lidt op i mig, så begyndte jeg på job i sidste uge, og det kan altså godt være lidt af en omvæltning, derfor har overskuddet ikke helt været der. Ja, velkommen til voksenlivet, tudefjæs - og alt det andet!

Jeg er blevet fortalt, at man gerne må lave korte blogindlæg, så i dag kommer jeg sgu bare med en skæg lille anbefaling, til en hjemmeside jeg synes er ret skæg. Jeg er som bekendt ret stor fan af Star Wars, og stødte lige på denne hjemmeside: http://murera.com/starwars/.
Det er en ret sjov infographic over både filmene og bøger, lavet på en liiiiidt for lækker måde.

Herover er det en lille infographic fra Star Wars Episode VI: A New Hope - og der er mange flere i samme stil. Det er også muligt at købe nogle af billederne, jeg pønser lidt på det, synes han er vildt dygtig. Du kan også følge deres instagramprofil her.

In other news, så rundede jeg lige et skarpt hjørne her i weekenden. I starten af året sagde jeg til mig selv, at i år skulle være året, hvor jeg tog mig sammen og fik slæbt min vapsede røv i fitness. Det skete. Faktisk er det sket hele 200 gange, og det er jeg sgu stolt af. Samtidig har jeg trænet uafbrudt i 50 uger, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe endnu, that's for damn sure. Jeg oplever at mit energi- og overskudsniveau er blevet meget højere, og jeg synes virkelig, at det er lækkert at have noget andet at gå op i. Oven i det så har min fysiske forfatning aldrig været bedre, så lad det være en motivation til alle jer der har brug for det!

Lad os bare holde det her, jeg prøver at vende tilbage hurtigst muligt. Men nu vil jeg lige bruge min mandag på at tage træning #201 i år. I aften tager jeg i biffen og ser Hobbitten, så i kan nok forvente, at der kommer en anmeldelse mere. Jeg arbejder benhårdt på at kunne krydse alle film af inden 2015, men må nok erkende, at det når jeg sgu nok ikke helt. Listen finder du i øvrigt her: film skal ses i biograf og det mener jeg.

Hav en super lækker mandag, vi skrives venner!

Langt om længe: Interstellar anmeldelse

Så for faen, så gik der næsten to uger. Jajajaaaaa, jeg har måske lige været lazy nok, og udskudt ved at tage i fitness eller sådan noget i stedet for. Sandheden er rent faktisk, at jeg har været ude næsten hver aften. Men sandheden er også at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger.

Nå, men som lovet, så har jeg da virkelig også fået bearbejdet Interstellar nu. Jeg har både snakket med mennesker der overhovedet ikke brød sig om den, ligesom jeg har snakket med mennesker der er ellevilde med den. Hvad jeg selv synes? Ja, det kan du jo så læse dig frem til herunder.

Where to start? 

Vi befinder os i en ikke-så-fjern fremtid i en unavngiven stat i USA, hvor menneskeheden er ved at udslette sig selv. De fleste har quittet deres dayjobs og ernærer sig som landmænd. Det samme gør filmens hovedperson, enkemanden Cooper (Matthew McConaughey). Han er ingeniør og tidligere NASA-pilot, men en ufortalt historie om hans fortid bærer vidne om et ulykkeligt endt forlis mellem rumfartstationen og manden selv. 

Da seeren møder Cooper, fungerer han som landmand for at kunne forsøge sig selv og sin familie, som består af to teenagebørn, én svigerfar og et par fjernstyrede mejetærskere, som han selv har opfundet.

Fremtiden er for alle en stor uvished, og den sidste levende afgrøde på jorden, majs, er også ved at uddø. Jorden bliver i tide og utide overvældet af og indhyllet i kæmpe støvskyer, som rent visuelt er enormt imponerende, og er med til at repræsentere planeten jorden som en tørlagt verden, der er ved at opløse sig selv.

Coopers datter Murphy, der er opkaldt efter Murphy's law, - som er et centralt omdrejningspunkt i filmen (alt hvad der kan gå galt, vil gå galt) - har arvet faderens kløgt, hvor sønnen er fast besluttet på at gå landmansvejen i livet. Modsætningerne kunne være større, og deres forhold kommer til at have stor betydning for filmens udvikling og fremtoning.

Filmen arbejder med eskalationstrin og gradvist afsløres Cooper og resten af familiens skæbne. Han er nødt til at rejse ud i en ny og fjern galakse og afsøge nye planeter for at kunne redde jordens befolkning. I universet er tid et forunderligt begreb, hvor klokken ikke slår lige hurtigt alle steder. Tidsbegrebet er blot et af flere astrofysiske begreber og problematikker der bearbejdes i filmen, og det kan for så vidt godt lyde ret tungt. Men Christopher Nolan, der har haft astrofysikeren Kip Thorne som production assisstant, er enormt dygtig til at tage seeren ved hånden og skære uforståelige begreber og ligninger ud i pap, når begreberne kan blive lidt for videnskabelige.

Interstellar er et visuelt mesterværk, der er så flot skruet sammen, at jeg stadigvæk får kuldegysninger ved at tænke på den. Nolan er et grafisk geni, og i Interstellar har han frit lejde til at skabe helt nye og betagende verdener af både vand, støv og is. I forbindelse med Interstellar har han udtalt at han er stærkt i mod green screen, og det er jeg også. Alt hvad seeren ser fra eksempelvis rumskibet i filmen - det samme billede ser skuespillerne der sidder der også, og det fungerer til perfektion. Det er med til at levere en overbevisende og naturlig refleksion af rummet. Det er ligesom med Gravity, Man er med på en rejse i rummet, og man har ikke lyst til at tage hjem(bortset fra alle de dårlige ting naturligvis).

De flotte billeder er næsten nok til at bære filmen, men hvad er kernen egentlig? Kærlighedens bånd, så simpelt er det. Kærlighedens bånd til den menneskelige race, til familie og til en kæreste. Båndet mellem billeder og den fortælling der foregår er så perfekt, at alt man skal gøre, er at sætte sig ned og nyde rejsen med karaktererne. For hvor Christopher Nolan før ikke har været kendt for at være den bedste personinstruktør, formår han at lave om på dette i filmen. Dette er eksempelvis personificeret i de stille scener, hvor Cooper ser film der er sendt hjemmefra, mens hans stadig befinder sig i rummet, og jo længere ud i rummet man kommer, desto mere personlig bliver historien.

Lydmæssigt befinder Interstellar sig på et helt andet niveau. Det er som om, at Hans Zimmer har fundet lidt ekstra frem til denne film. Et tungt orgel er med til at akompignere rumskibet og det fungerer bedre end noget andet. De små effekter er også helt forrygende, og det når altså op på siden af så flot en film som Gravity.

Interstellar befinder sig blandt de bedste film jeg har set i år. Faktisk den bedste når jeg tænker over det. Billede, lyd og historie går så smukt i hånd, at jeg bliver nødt til at give den topkarakter.

Du skal se filmen, hvis du er en sucker for Christopher Nolan, Gravity og Star Wars. Eller hvis du bare vil have en helt igennem æstetisk flot oplevelse. og JA, den skal naturligvis ses i biografen, det kan der ikke være tvivl om!

6/6 stjerner.


Hvad synes du om filmen? Skriv meget gerne i kommentarfeltet herunder. :-)