søndag den 2. november 2014

Filmanmeldelse: Nightcrawler

Som jeg i den forgangne uge skrev her på bloggen, så er det min plan at komme i biografen en del gange inden årskiftet. Jeg tog i går hul på min liste, som du kan finde her: Film skal ses i biograf, og det mener jeg.

Listen er skrevet i lidt vilkårlig rækkefølge, og jeg startede således med nummer to på listen, Nightcrawler. Her under kommer min egen lille anmeldelse af filmen.


Hvor langt er du villig til at gå for at opnå den amerikanske drøm? "Langt", må være svaret for filmens hovedperson, Louis Bloom, der er portrætteret af en intenst og velspillende Jake Gyllenhaal.

Louis Bloom har svært ved at finde et fast job, og er som resultat af det kun en smålig tyv der sælger stjålet skrotmetal, og stjæler småting fra menigmand. Hans livstilværelse består øjensynligt ikke i meget mere end at se morgennyheder, vande sin plante og sidde foran sin computer for at tillægge sig ny viden.

Som det så ofte gør i film, vender det hele en dag. Louis Bloom overværer et trafikuheld og lærer hvad det vil sige at "Nightcrawle" - nemlig at være den første på åstedet til at optage og dokumentere hvad der er sket, og herefter sælge det videre til den nyhedskanal, der er villig til at betale den højeste pris for videoen. Igennem dette lærer man hurtigt, at Bloom er, som han selv siger det, "a quick learner" og særdeles målorienteret, ligesom at hans mantra er: "You have to make money to buy the ticket."

Louis Bloom får blod på tanden, og får for sine tyvekoster købt sig til en politiradio og et kamera, så han kan starte op som nightcrawler. Han rammer jackpot ved at have de bedste optagelser af en skudepisode, og igennem dette opbygger han et fast arbejdsforhold til nyhedsredaktøren Nina, der portrætteres af en velspillende René Russo. Russo gør det godt som falleret journalist, der med røde læber og mørk øjenskygge, vil gøre alt for at øge sine seertal på morgennyhederne, så hun kan blive i sit job. Ligesom hun giver et godt modspil og senere medspil til filmens hovedkarakter.

Som autodidakt altmuligmand, kan man ved hjælp af internettet lære alting, og man får fornemmelsen af, at der ikke er noget, denne mand ikke er i stand til. Men han kommer hurtigt ud på et skråplan, for hvornår er virkelighed rent faktisk virkelighed? Kodekset for fotografer er, at man ændrer ikke på et motiv for at få det bedste billede, men det kodeks kender Bloom ikke, han opererer under et helt andet sæt moralske regler, nemlig at det handler om at gøre, hvad der gøres kan for at nå helt til toppen. 

Gennem Bloom stifter seeren bekendtskab med den medievold, der tiltrækker så uendeligt mange TV-seere i USA. Jo mere blod desto bedre, og det forstår Louis, han er villig til at gå den ekstra mil for at få det bedste skud i kassen, og det kommer han til at tjene på. Sammen med Bloom er Nina med til at skubbe grænsen for hvad der kan vises på amerikansk TV.

Rollen som Louis Bloom er en helt anden end vi er vant til at se Jake Gyllenhaal i. Han gør det fremragende som den maniske, arbejdsløse smålige tyv der kan tillære sig alt. Gyllenhaal sælger Louis Bloom så overbevisende, at seeren bare køber rollen. Faktisk så manifesterer tanken om, at han gør det så overbevisende, at seeren er overbevist om, at Louis Bloom er overbevist om, at alt han gør er rigtigt - uanset hvilken side af moralens lov det er på.

Karakteren, Louis Bloom, er helt i gennem usympatisk og dette fremgår især ved Gyllenhaals evne til at ændre positur og hans ansigtsmimik er med til at vise en hovedperson, der gør det meget svært at holde af. Han ser med store dådyrøjne så rar ud, at man ikke kan tro at denne lille mand med slikhår og lettere ranglede holdning, er i stand til at gøre noget umoralskt.

Størstedelen af filmen foregår om natten, der henleder ens tanker på Drive og tildels også Collatteral. Rent stilistisk er det en virkelig flot film, der blandt andet bruger nattens lys til at skinde i Gyllenhaals store øjne, og portrættere en side af Los Angeles, som man ikke er vant til at se portrætteret. Filmen foregår ikke i Downtown LA men nemlig ude i forstæderne, og det er det, der er med til at rykke filmen det sidste stykke.

Nightcrawler er som bygget til en mørk biografsal, og jeg tør godt vove den påstand, at den ikke ville fungere halvt så godt hjemme i en stue på en lys eftermiddag. Filmen er med sine æstetisk flotte natteskud af LA, ikke blot en god oplevelse med ligeledes også en flot oplevelse.

Gyllenhaals skuespil er så overbevisende flot, og dette kombineret med filmens stilistik og æstetik, er med til at trække filmen op i den høje ende af karakterskalaen. Jeg ser mere på filmens indhold end jeg ser på det mediekritiske billede, der bliver portrætteret og det skal man også. Filmen kunne med et bedre soundtrack have trukket topkarakter, for man kommer unægteligt til at sammenligne den med Drive, som jo har en perfekt lydside. Ofte er lyden blot stemningsmusik der er med til at bygge op til et klimaks, og det for mig, er lidt for billigt sluppet.

Tag ind at se filmen hvis du kan lide Drive eller du synes Christian Bale var god som Patrick Bateman i American Psycho, for det er den slags film den læner sig op af. Og så er den virkelig god.

Jeg giver filmen 5/6 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar