søndag den 23. november 2014

Break the internet? Kill it rather.

Hey peeps. Der foregår lidt for mange ting i mit liv lige nu, til at jeg kan holde bloggen opdateret med fyldigt indhold hver dag. Jeg er ikke død. Jeg var i biffen i går for at se Interstellar, og hvilken oplevelse det var. WOW. Der kommer imidlertid ikkg en anmeldelse i dag, for jeg kan mærke, at jeg skal have lidt længere tid til at bearbejdet den.

Kim Kardashian forsøgte i sidste uge at "Break the internet" og bevares, hun gjorde det også på sin vis.

I fredags mener jeg så, at Beyoncé dræbte internettet. Hun udgav i fredags to nye sange "7/11" og "Ring off". Til 7/11 har hun også lavet en video. DAMN. Hvis jeg kun måtte bruge et internetbesøg i dag, så ville jeg sgu vælge at se den video. Det er ikke noget særligt setup, og det kan se ud som om hun filmer det hele selv egentlig. Men indholdet. Nej nej nej. Fyre, se den og tak mig. Piger, i ved jo, at den er god.


God søndag, hoveder.

/Marty out

onsdag den 19. november 2014

Shen Mao: En tur tilbage i folkeskole (med alkohol)


Hvis du læste bloggen i sidste uge, vil du også vide, at jeg højt og flot proklamerede, at jeg vil til at opleve ting. Som sagt så gjort. Jeg havde en lidt for begivenhedsrig weekend, hvad angår alkohol. 


Men hul i det, nu fik jeg prøvet det der to-dages druk og havde faktisk en virkelig skæg weekend. Fordi hvor jeg var i vante omgivelser fredag, så tog jeg til Århus lørdag for at besøge en kammerat. Vi endte selvfølgelig i byen, og jeg må til stor skam erkende, at jeg ikke før har været i byen i Århus - men det er bestemt ikke sidste gang, kan jeg så hilse og sige.

Jeg lod min kammerat være tourguide, og han tog os med ind på et sted der hedder Shen Mao. Udenfor står der en klynge mennesker og et halv-slidt udendørs bordtennisbord. Man mødes af unge hipstere der står med guldøl på dåse og et smil på læben. Da jeg ser guldøllen ved jeg, at det her er et godt sted.

Vi kommer ind af døren og jeg er ved at skøjte i et bordtennisbat, det viser sig at været ret vigtigt, for jeg bliver gjort opmærksom på, at det skal vi bruge - og de er åbenbart lidt svære at få fat i. 

Indenfor er der mørkt og lavt til loftet, det virker som en kælder, men er det ikke. Af den grund kan det også være svært at overskue hvor stort stedet er - men det er ret småt, faktisk kun ét lokale. Gamle hiphop-klassikere fra min unge dage, som Mystikal - Shake Ya Ass og 50 cent - Candy shop, pumper ud af højtalerne. Jeg er i mit rette element. Stedet er ret spartansk indrettet og på mange måder råt med bar beton på væggene. Det får en til at tænke på små undergrundsklubber i Berlin, og det fungerer særdeles godt. Menukortet i baren er lige så spartansk indrettet, og jeg bliver ret overrasket da jeg bestiller tre øl og får tre dåsebajere stukket i hånden. Kun 75,- kr. So far so good.

Midt på klubben er et lille dansegulv, hvor både piger og drenge vrider deres kroppe til hiphoptonerne, folk står tæt, men alle er glade. Omme bag dansegulvet skimter jeg på afstand en lidt lysere afdeling af klubben, hvor der er noget højere til loftet. Min høresans opfanger også noget der lyder som en masse hamre mod træ. Festens og klubbens klare samlingspunkt. Da vi kommer derover ser jeg en stor cirkel af mennesker, de står alle med en øl i den ene hånd og et bordtennisbat i den anden. Midt i cirklen står et bordtennisbord. Herefter går jeg med nostalgiske skridt tilbage til folkeskolen, for der bliver altså linet op til en kæmpemæssig omgang rundt om bordet - den her gang bare med øl involveret. 
Hvor det i folkeskolen gik ud på at være hurtigst rundt og bedst til at smasche de andre ud, så er mantraet her, at man skal have det sjovt. Alle spiller med - piger og drenge. Ingen har fordel (men jeg kan da ikke sige mig fri for, at spille lidt lettere bolde til pigerne end drengene). Så spiller man ellers bare rundt og rundt indtil to spillere er i finalen, alle er dommere her, og det er nemt at blive enige, selv om musikken langt overdøver folks proklameren over uretfærdige domme. Jeg talte ikke efter, men jeg vil skyde på, at der nok deltager en 15-30 stykker i sådan et spil. Når spillet er slut hyldes vinderen, ved at alle slår kanten af bat mod bord(hamre mod træ), og ligeledes kommunikeres der på denne måde til alle, at et nyt spil er ved at starte.





Tre spil skulle jeg deltage i, før jeg vandt en hel omgang, og min berusede tilstand taget i betragtning, er jeg egentlig ganske tilfreds med det. Jeg har alle dage haft en ond baghånd. Men hey, det handler ikke om at vinde, for det sjove er at være med og være en del af fællesskabet.

Bordtennis bliver pludselig til en fantastisk måde at møde nye mennesker på, man falder i snak som man går rundt om bordet, og der er vitterligt ingen sure miner. På køreturen tilbage til Aalborg dagen efter sad jeg og tænkte, "det kunne være fedt at åbne sådan et sted i Aalborg". Men jeg er bare ikke sikker på, om det ville fungere. Nordjyder kan været ret så reserverede, og jeg er bange for, at der er for mange macho-typer i det Aalborgensiske natteliv, der ikke ville acceptere nederlag. Jeg har set så mange slagsmål starte over småting i Aalborg, og med bordtennisbat som våben er jeg ikke sikker på, at det ville ende så skide smukt. Skulle det dog ske, kan du dog være helt sikker på, at jeg ville være der som en mis. Jeg havde det virkelig skægt ved at prøve noget anderledes og ret uformelt, så Shen Mao modtager mine allerhøjeste anbefalinger. Prøv det, hvis du en dag er i Århus. Og tjek deres hjemmeside, den er ret simpel, men flot og skægt lavet: http://www.shenmao.dk/

Slutteligt vil jeg bare lige sige, at to dage i streg på dødsdruk - det kan jeg virkelig ikke mere. Jeg føler mig lidt ligesom Roger Murtaugh i Dødbringende våben, i klippet herunder:


Det var bare lige det. Hav en lækker dag, tænd lys - der er sgu så mørkt i de her dage.

/Marty out

tirsdag den 18. november 2014

Anmeldelse: Fury


Velkommen til anmeldelse #2. Denne gang blev det til Fury, og ja, jeg skammer mig lidt over, at det bliver den før Interstellar. Men eftersom det her blot er en fritidshobby, så er der altså lige nogle økonomiske og logistiske ting der skal gå op i en højere enhed. Jeg tog en spontan biotur mandag aften, og herunder følger min anmeldelse af filmen.

Vi befinder os i 1945, i efterdønningerne af 2. verdenskrig, dybt inde i nazityskland. Historiens gang kender vi allerede og de allierede har egentlig sejret her, men små bataljoner af SS-squads og mindre - end gennemsnittet - trænede soldater holder stadigvæk fat i nogle af de mindre byer i landet. Cue filmens helte, Wardaddy (Brad Pitt), hans crew og tanken Fury. Fire personer der har set ALT for meget krig.

I tanken stifter vi bekendtskab med føreren og krigsveteranen Wardaddy, der er en karismatisk leder, ikke noget kønt ansigt og det er svært at regne ud, lige præcis hvilken person han er, skurk eller helt. Det oser af en mand, der lever for at være i krig, men som alligevel ikke bryder sig om det. Som jeg skrev i mit preview, så skal seeren ikke forvente sig en ny Aldo Raine(Pitts rolle i Inglorious Basterds), og det er til stor lettelse og tilfredshed, at Pitt helt og aldeles frariver sig denne rolle. På én måde kan man dog sammenligne de to roller, og det er i deres had til nazister.

Foruden Wardaddy møder vi den maniske og lidt-for provokerende Coon-Ass (Jon Bernthal, The Walking Dead) der står for tankens ammunition. Han balancerer på en knivsæg, hvor det er virkelig svært at holde af ham (ligesom hans rolle i The Walking Dead i øvrigt), men man accepterer ham, fordi han er en del bemandingen og den karatkterudvikling filmen viser. Der er Gordo, tankens kører, (Michael Peña, Shooter) som til min store ærgrelse ikke udgør en særlig stor rolle, andet end at være et af filmens fald-på-halen-agtige humoristiske mexicanske indslag. Vi møder Bible (Shia LaBeouf, Transformers) der er den bibelciterende og seriøse mand på tankens kanoner. LaBeouf viser med passioneret skuespil, lige præcis hvor god en skuespiller han kan være - når han ellers kan opføre sig ordentligt. For mig er det netop den rolle, der giver filmen det ekstra. Intet i filmen er okay, hvis ikke Bible har "godkendt" det, og for mig er han et bedre bindeled til seeren end filmens egentlig forbindelse Norman (Logan Lerman, The Perks of Being a Wallflower).

Norman er nyeste og sidste medlem af besætningen, og han er hurtigere på en skrivemaskine end på en maskingeværsaftrækker. Han udfylder rollen som tankens MG-skytte og reserve-driver. Foruden et enormt dygtigt og følelsesladet skuespil, er rollen egentlig ret uinteressant og klichéfyldt. Han er nemlig den karakter vi kender bedst fra alle krigsfilm; den uskyldige grønskolling der gradvist hærdes gennem krigens prøvelser.

Med Fury skal man ikke forvente en solstrålehistorie fra krigen, hvor det ultimativt ender med at vise, hvor fede USA og de amerikanske soldater er. Filmen maler et realistisk billede af, hvor klam, kynisk og drabelig krigen var. Grå regnvejrsdage, smog og mudder er alle vejene, ligesom filmens karakterer konstant er smurt ind i en blanding af blod, mudder og snavs.

Soldater dør fra højre til venstre, og der bliver ikke sparet på detaljerne, når en soldat eksempelvis får skudt ansigtet af. Men der hvor filmen især excellerer sig, er i tankens kampscener mod andre tanks og antipanservåben, hvor man selv føler og fornemmer den klaustrofobi der opstår indeni en tank. De af os, der som børn, har spillet krigsspil, ved hvordan det er når man forsøger at gemme sig og pludseligt ser en tanks kanonløb vende sig mod en selv, vil nikke genkendende til den følelse, der opstår - og det er klart med til at give filmen en ekstra dimension.

Fury udmærker sig ved at portrættere tank-kampscener, som vi ikke har set før. Især når kanoners projektiler rikochetterer på tankens ydersider, på jorden og på træer, vælter seeren bagover i sædet. Ligesom lysstofprojektiler fra MG'erne er med til levere kampscener, som vi ikke er vant til.

Den her film kan to ting for mig, for jeg synes egentlig ikke storylinen er den allerbedste, der er lavet en krigsfilm om. 1: Den portrætterer realistisk det, som man i vor tid kender så godt, post-traumatisk stress. Især de fire hærdede medlemmer af tanken viser på helt forskellig vis, hvor hårdt krigen har tærret på dem, og for mig er det der, hvor filmen udskiller sig fra de andre krigsfilm. 2: Jeg har ofte taget mig selv i at se krigsfilm og tænke "Nøj, hvor gad jeg godt at have været med". Det gør Fury ikke, den portrætterer et virkelighedstro billede af den metaltræthed, paranoia og det had der opstår gennem en krig. Derfor har jeg lidt svært ved at beslutte mig om, hvor god jeg egentlig synes filmen er.

Jeg er igen glad for, at jeg tog i biografen for at se en film, for lydsiden af filmen er helt fænomenal og fortjener at blive spillet på biografhøjtalere. Soundtracket er begrænset og tempoet og beatet bliver sat af tankens motor, mortérgranater, kanonlyde og maskingeværssalver, og det fungerer rigtig godt. Der er kun musik når der bygges en spændning op, og med det går man aldrig galt i byen.

Slutteligt sidder jeg tilbage med en følelse af at det er en fed film, men jeg synes ikke at det er en FED film. Den har mange af de rigtige komponenter, men maler et så nedslået og deprimeret billede af krigen, at man går fra biografen mere deprimeret end glad - og det er måske også, hvad filmen gør så godt. Jeg kan ikke se igennem fingre med, at filmens storyline bliver lidt usynlig i forhold til den karakterudvikling filmen indeholder. Fury er skrevet og instrueret af af David Ayer, som også instruerede End of Watch og skrev Training Day, og det makkerskab han formår at fremstille i de film, ser vi også i den dynamik der er mellem tank-besætningens medlemmer. Storylinen er dog fremragende i End of Watch, og samspillet mellem kammeratskab og storyline i Fury er slet ikke på det niveau. Derfor sidder jeg tilbage med følelsen af, at jeg mangler et eller andet, desværre.

Jeg giver filmen 4/6 stjerner. Det er et hæderligt forsøg, men ikke mere end det.

Forresten tager jeg ind og ser Interstellar på lørdag, og vender herefter tilbage med en anmeldelse af den også.

fredag den 14. november 2014

Fredagsbrok... Nah, not really.


Du kan eventuelt lige starte på dette indlæg, ved at høre denne her version af Foo Fighters' Hero, jeg synes, at den er super fed. Og den er måske bedre end dagens indlæg. Just sayin'.


Så blev det fredag igen, og det har været en uge med for lidt aktivitet på bloggen. Jeg er bare lidt idéfattig i de her dage. En lille spurv sagde i går til mig, at jeg bliver nødt til at komme ud og opleve noget mere, og det kan for så vidt også være rigtig - jeg skal nok prøve, venner!

Sidste uge havde jeg et indlæg med rigeligt brok omkring UGG støvler. Det medfødte ingen anden reaktion end et godt hyl, og det er jeg ok tilfreds med. Imidlertid har jeg ikke det store at brokke mig over i denne uge. Jeg har åbenbart haft det lidt for lækkert siden sidste fredag.

Der er selvfølgelig de obligatoriske punkter.

1. Vejret. Hold nu kæft, det er blevet koldt udenfor. Jeg hader den tid, hvor man skal have vanter på, når man cykler. Men på den anden side, så er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. For rent garderobemæssigt, så er efteråret den bedste tid på året, man kan få lov at layer up, som man siger. Et par fede jeans kombineret med en cool skjorte, en strik udenover og så en let jakke. No homo. Det eneste der er så forbandet ved det, det er, når man cykler. Det er en kamp, specielt her i Aalborg, scheisse det er varmt, lige meget hvor man skal hen, så er der altid en bakke, der skal forceres. Så når man destinationen i fire lag tøj og en ordentlig omgang sved. Ikke optimal.

2. Fodbold. Der er landskampspause, og selvom det er OK at se landsholdet spille og få noget nationalfølelse i kroppen, så er det bare ikke det samme som at se 5-6 Premier League-kampe. Platini og UEFA prøver ellers ihærdigt på at hæve interessen ved lave det, som de kalder for "a week of football". Rent kommercielt giver det meget god mening, at sprede kampene ud over flere dage og forskellige tidspunkter, kan kun sikre flere seere og mere kommerciel revenue. Men det er altså bare ikke det samme, at sidde og se andre landshold spille, som det er at se rivaliserende klubhold. Altså, det er kun til VM og EM man gider det. Samtidig så spiller Danmark mod Serbien i aften i Beograd, og det bliver nok ikke den største festivitas i verden. Serbien må jo som bekendt ingen tilskuere have, og der er bare ikke noget mere dødssygt end at se en kamp, hvor det ikke er tilladt at have tilskuere. Bevares, det er selvfølgelig en stor fordel til Danmark ikke at have presset fra serbiske tilskuere. Når det så er sagt, så vil Serbien også gøre alt for at bevise, at de kan klare sig uden og stadigvæk være stærke. Alt i alt spår jeg en drøj affære, 1-1 og dermed under 2.5 mål.

3. Penge. Jeg har ingen. Er ved at spare sammen til en flytning. Så der er ikke mange penge til lir.

4. Min ryg. Jeg var, som tidligere nævnt, til kettlecross i tirsdags. Det var fucking hårdt på den gode måde, jeg elsker at presse mig selv til det yderste, flere gange var jeg nødt til at stoppe op, fordi jeg var ved at brække mig. Men de efterfølgende dage har min ryg lidt under en polsk løfteteknik. Så jeg ligger og sover ad helvedes til om natten.

Jeg ville ønske, at jeg kunne finde flere brokpunkter, men lige nu kan jeg ikke. Har du nogen, så er du hjertens velkommen til at byde ind. Jeg elsker en god gang brok, det ved du. Jeg smutter til Århus i morgen, så ser lige om jeg oplever noget der, der er værd at blogge om. Ellers skal jeg nok snart tage i biffen, så du kan få noget at læse om.

Det var vist det. Jeg er ikke død endnu. Husk at lave vafler henover weekenden, det er sådan en god ting at spise inden æbleskiverne tager helt over.

/Marty out

P.S. Jeg køber snart nogle pebbernødder, de er sgu lækre altså!

tirsdag den 11. november 2014

Anbefaling TBT er Throwback Tuesday, right?


Jajajaaaa, jeg ved godt, at det er Throwback Thursday, men jeg kan ikke lade være i dag. Er faldet over den her playliste på Spotify, og man bliver virkelig nostalgisk, når man hører det her. Den har det hele lige fra Ja-Rule & Ashanti til Shaggy til Thong Song med Sisqo til Blink 182 og selvfølgelig gode gamel Uncle Cracker. Der er ikke så meget mere at sige, end at det jo er ALT det musik jeg hørte dengang jeg bare var en knejtrøv. Sæt den på, drik en vodka/sprite og lade dig gribe med. Altså, jeg drikker kaffe nu, men klokken er også kun 8.38 og jeg skal til kettlecross om en time!




Håber, at du synes, at den er ligeså god, som jeg gør. Der kommer nyt på bloggen senere i dag eller i morgen, jeg har ikke lige besluttet mig endnu.

Men hav sguda lige en god dag, ikk? Og husk nu lige  at forkæl dig selv med en god kop kaffe, lige nu sidder jeg bare og spytter i en nescafé, og det er livet sgu bare næsten for kort til!

/Marty out

EDIT: Seriøst, hvor fed er Ja-Rule ikke? 

fredag den 7. november 2014

Fredagsbrok: Fuggly


Hey lovies. Jeg kæmper lidt med at finde tid til de allermest indholdsrige indlæg for tiden, og det beklager jeg selvfølgelig. I dag bliver der lige tid til en omgang brok. Jeg er ked af hvis i føler, at jeg træder nogen over tæerne her, det er ikke min mening, og så alligevel lidt. Jeg har nogengange nogle ret rabiate holdninger, og holder ofte disse for mig selv. I dag kan jeg ikke holde igen. Jeg siger bare, hvad de fleste mænd tænker. Sorry piger.

Med vinterens komme, kommer også Ugg støvler. De er, hvad jeg vil beskrive som, Fugly (Fucking ugly). Den her bamsestøvle, hvor piger tænker, at det ser ekstra smart ud at krampe et par leggings ned i, alt imens man går så skævt i dem, at den ene side af hælen bliver helt slidt ned, og man til sidst ender med at gå i en eller anden akavet gangart. NEJ. Det dur' ikke! Jeg har brokket mig over det her utallige gange, og mødt forskellige meninger. Altså.... jeg har bare fået nok venner. Der et par online memes, som jeg gerne vil dele med jer her.







Have I made myself clear? Jeg er klar over, at jeg nok kan modtage en del had på det her. En undskyldning er ikke nok, men det her skal altså bare ud. Sorry to say.

Nu er jeg næsten ved at være ved vejs ende med alt det brokkeri. Der er bare et punkt mere, som jeg bliver nødt til at berøre. Der er én ting, der er værre en kvinder der går i Ugg støvler (Pause for dramatic effect). Og det er mænd der går i Ugg støvler. NEJ NEJ NEJ. Jeg er ligeglad om du er David Beckham, Batman eller Matthew McConaughey. Du skal ikke gå i mande-uggs, det er en vederstyggelighed, at de overhovedet er opfundet. Her er lige et par eksempler:















Til sidst er der kun at sige: Ugg Støvler!? UGG NO!



Nå, men kan i nu have jer en rigtig lækker weekend og dertilhørende J-dag, jeg har ikke tænkt mig at tage ud i aften. Jeg lover, at i næste uge kommer der lige lidt mere indholdsrige indlæg. Ja, måske endda her i weekenden. 

Hold dig munter :-)

/Marty out

torsdag den 6. november 2014

What to blog? Nåé jo, sjove dyr.

Hello friendo's. Beklager den manglende aktivitet her på bloggen, jeg har simpelthen haft sådan en travl uge med iværksætteri og andet, så dagene er bare smeltet sammen. Det skal selvfølgelig ikke gå ud over dig, min trofaste læser, men nu er jeg tilbage og aner egentlig ikke hvad jeg lige skal blogge om...



... En time senere, og alt hvad jeg kan komme op med er denne hund. Så nu bliver det bare et lille blogpost om dumme dyr, men ved i hvad? Det er egentlig også skægt nok.



Har du nogensinde tænkte over, hvordan det lyder når en kylling nyser? Well, se fra cirak 31 sekunder og frem, så finder du ud af det. 



Her er lige en virkelig skæg kattevideo. Det er altid sjovt, jo.



Den her hund kan virkelig ikke lide at blive samlet op, men den kan til gengæld virkelig godt lide at spille død. Det er et godt hyl!


Jeg runder af med en helt klar favorit. Jeg har kan hverken huske eller tælle hvor mange gange, jeg har set den film her. Men det er lige sjovt hver gang. HAHAHAH, jeg er færdig af grin. Jeg vil ha' en hund, og det kan kun gå for langsomt!




Håber de her videoer, kunne give dig et smil på læben på en grå torsdag. Det løftede da i hvert fald mit humør.... og så fik jeg blogget.

Hav en lækker torsdag!

søndag den 2. november 2014

Filmanmeldelse: Nightcrawler

Som jeg i den forgangne uge skrev her på bloggen, så er det min plan at komme i biografen en del gange inden årskiftet. Jeg tog i går hul på min liste, som du kan finde her: Film skal ses i biograf, og det mener jeg.

Listen er skrevet i lidt vilkårlig rækkefølge, og jeg startede således med nummer to på listen, Nightcrawler. Her under kommer min egen lille anmeldelse af filmen.


Hvor langt er du villig til at gå for at opnå den amerikanske drøm? "Langt", må være svaret for filmens hovedperson, Louis Bloom, der er portrætteret af en intenst og velspillende Jake Gyllenhaal.

Louis Bloom har svært ved at finde et fast job, og er som resultat af det kun en smålig tyv der sælger stjålet skrotmetal, og stjæler småting fra menigmand. Hans livstilværelse består øjensynligt ikke i meget mere end at se morgennyheder, vande sin plante og sidde foran sin computer for at tillægge sig ny viden.

Som det så ofte gør i film, vender det hele en dag. Louis Bloom overværer et trafikuheld og lærer hvad det vil sige at "Nightcrawle" - nemlig at være den første på åstedet til at optage og dokumentere hvad der er sket, og herefter sælge det videre til den nyhedskanal, der er villig til at betale den højeste pris for videoen. Igennem dette lærer man hurtigt, at Bloom er, som han selv siger det, "a quick learner" og særdeles målorienteret, ligesom at hans mantra er: "You have to make money to buy the ticket."

Louis Bloom får blod på tanden, og får for sine tyvekoster købt sig til en politiradio og et kamera, så han kan starte op som nightcrawler. Han rammer jackpot ved at have de bedste optagelser af en skudepisode, og igennem dette opbygger han et fast arbejdsforhold til nyhedsredaktøren Nina, der portrætteres af en velspillende René Russo. Russo gør det godt som falleret journalist, der med røde læber og mørk øjenskygge, vil gøre alt for at øge sine seertal på morgennyhederne, så hun kan blive i sit job. Ligesom hun giver et godt modspil og senere medspil til filmens hovedkarakter.

Som autodidakt altmuligmand, kan man ved hjælp af internettet lære alting, og man får fornemmelsen af, at der ikke er noget, denne mand ikke er i stand til. Men han kommer hurtigt ud på et skråplan, for hvornår er virkelighed rent faktisk virkelighed? Kodekset for fotografer er, at man ændrer ikke på et motiv for at få det bedste billede, men det kodeks kender Bloom ikke, han opererer under et helt andet sæt moralske regler, nemlig at det handler om at gøre, hvad der gøres kan for at nå helt til toppen. 

Gennem Bloom stifter seeren bekendtskab med den medievold, der tiltrækker så uendeligt mange TV-seere i USA. Jo mere blod desto bedre, og det forstår Louis, han er villig til at gå den ekstra mil for at få det bedste skud i kassen, og det kommer han til at tjene på. Sammen med Bloom er Nina med til at skubbe grænsen for hvad der kan vises på amerikansk TV.

Rollen som Louis Bloom er en helt anden end vi er vant til at se Jake Gyllenhaal i. Han gør det fremragende som den maniske, arbejdsløse smålige tyv der kan tillære sig alt. Gyllenhaal sælger Louis Bloom så overbevisende, at seeren bare køber rollen. Faktisk så manifesterer tanken om, at han gør det så overbevisende, at seeren er overbevist om, at Louis Bloom er overbevist om, at alt han gør er rigtigt - uanset hvilken side af moralens lov det er på.

Karakteren, Louis Bloom, er helt i gennem usympatisk og dette fremgår især ved Gyllenhaals evne til at ændre positur og hans ansigtsmimik er med til at vise en hovedperson, der gør det meget svært at holde af. Han ser med store dådyrøjne så rar ud, at man ikke kan tro at denne lille mand med slikhår og lettere ranglede holdning, er i stand til at gøre noget umoralskt.

Størstedelen af filmen foregår om natten, der henleder ens tanker på Drive og tildels også Collatteral. Rent stilistisk er det en virkelig flot film, der blandt andet bruger nattens lys til at skinde i Gyllenhaals store øjne, og portrættere en side af Los Angeles, som man ikke er vant til at se portrætteret. Filmen foregår ikke i Downtown LA men nemlig ude i forstæderne, og det er det, der er med til at rykke filmen det sidste stykke.

Nightcrawler er som bygget til en mørk biografsal, og jeg tør godt vove den påstand, at den ikke ville fungere halvt så godt hjemme i en stue på en lys eftermiddag. Filmen er med sine æstetisk flotte natteskud af LA, ikke blot en god oplevelse med ligeledes også en flot oplevelse.

Gyllenhaals skuespil er så overbevisende flot, og dette kombineret med filmens stilistik og æstetik, er med til at trække filmen op i den høje ende af karakterskalaen. Jeg ser mere på filmens indhold end jeg ser på det mediekritiske billede, der bliver portrætteret og det skal man også. Filmen kunne med et bedre soundtrack have trukket topkarakter, for man kommer unægteligt til at sammenligne den med Drive, som jo har en perfekt lydside. Ofte er lyden blot stemningsmusik der er med til at bygge op til et klimaks, og det for mig, er lidt for billigt sluppet.

Tag ind at se filmen hvis du kan lide Drive eller du synes Christian Bale var god som Patrick Bateman i American Psycho, for det er den slags film den læner sig op af. Og så er den virkelig god.

Jeg giver filmen 5/6 stjerner.