tirsdag den 18. november 2014

Anmeldelse: Fury


Velkommen til anmeldelse #2. Denne gang blev det til Fury, og ja, jeg skammer mig lidt over, at det bliver den før Interstellar. Men eftersom det her blot er en fritidshobby, så er der altså lige nogle økonomiske og logistiske ting der skal gå op i en højere enhed. Jeg tog en spontan biotur mandag aften, og herunder følger min anmeldelse af filmen.

Vi befinder os i 1945, i efterdønningerne af 2. verdenskrig, dybt inde i nazityskland. Historiens gang kender vi allerede og de allierede har egentlig sejret her, men små bataljoner af SS-squads og mindre - end gennemsnittet - trænede soldater holder stadigvæk fat i nogle af de mindre byer i landet. Cue filmens helte, Wardaddy (Brad Pitt), hans crew og tanken Fury. Fire personer der har set ALT for meget krig.

I tanken stifter vi bekendtskab med føreren og krigsveteranen Wardaddy, der er en karismatisk leder, ikke noget kønt ansigt og det er svært at regne ud, lige præcis hvilken person han er, skurk eller helt. Det oser af en mand, der lever for at være i krig, men som alligevel ikke bryder sig om det. Som jeg skrev i mit preview, så skal seeren ikke forvente sig en ny Aldo Raine(Pitts rolle i Inglorious Basterds), og det er til stor lettelse og tilfredshed, at Pitt helt og aldeles frariver sig denne rolle. På én måde kan man dog sammenligne de to roller, og det er i deres had til nazister.

Foruden Wardaddy møder vi den maniske og lidt-for provokerende Coon-Ass (Jon Bernthal, The Walking Dead) der står for tankens ammunition. Han balancerer på en knivsæg, hvor det er virkelig svært at holde af ham (ligesom hans rolle i The Walking Dead i øvrigt), men man accepterer ham, fordi han er en del bemandingen og den karatkterudvikling filmen viser. Der er Gordo, tankens kører, (Michael Peña, Shooter) som til min store ærgrelse ikke udgør en særlig stor rolle, andet end at være et af filmens fald-på-halen-agtige humoristiske mexicanske indslag. Vi møder Bible (Shia LaBeouf, Transformers) der er den bibelciterende og seriøse mand på tankens kanoner. LaBeouf viser med passioneret skuespil, lige præcis hvor god en skuespiller han kan være - når han ellers kan opføre sig ordentligt. For mig er det netop den rolle, der giver filmen det ekstra. Intet i filmen er okay, hvis ikke Bible har "godkendt" det, og for mig er han et bedre bindeled til seeren end filmens egentlig forbindelse Norman (Logan Lerman, The Perks of Being a Wallflower).

Norman er nyeste og sidste medlem af besætningen, og han er hurtigere på en skrivemaskine end på en maskingeværsaftrækker. Han udfylder rollen som tankens MG-skytte og reserve-driver. Foruden et enormt dygtigt og følelsesladet skuespil, er rollen egentlig ret uinteressant og klichéfyldt. Han er nemlig den karakter vi kender bedst fra alle krigsfilm; den uskyldige grønskolling der gradvist hærdes gennem krigens prøvelser.

Med Fury skal man ikke forvente en solstrålehistorie fra krigen, hvor det ultimativt ender med at vise, hvor fede USA og de amerikanske soldater er. Filmen maler et realistisk billede af, hvor klam, kynisk og drabelig krigen var. Grå regnvejrsdage, smog og mudder er alle vejene, ligesom filmens karakterer konstant er smurt ind i en blanding af blod, mudder og snavs.

Soldater dør fra højre til venstre, og der bliver ikke sparet på detaljerne, når en soldat eksempelvis får skudt ansigtet af. Men der hvor filmen især excellerer sig, er i tankens kampscener mod andre tanks og antipanservåben, hvor man selv føler og fornemmer den klaustrofobi der opstår indeni en tank. De af os, der som børn, har spillet krigsspil, ved hvordan det er når man forsøger at gemme sig og pludseligt ser en tanks kanonløb vende sig mod en selv, vil nikke genkendende til den følelse, der opstår - og det er klart med til at give filmen en ekstra dimension.

Fury udmærker sig ved at portrættere tank-kampscener, som vi ikke har set før. Især når kanoners projektiler rikochetterer på tankens ydersider, på jorden og på træer, vælter seeren bagover i sædet. Ligesom lysstofprojektiler fra MG'erne er med til levere kampscener, som vi ikke er vant til.

Den her film kan to ting for mig, for jeg synes egentlig ikke storylinen er den allerbedste, der er lavet en krigsfilm om. 1: Den portrætterer realistisk det, som man i vor tid kender så godt, post-traumatisk stress. Især de fire hærdede medlemmer af tanken viser på helt forskellig vis, hvor hårdt krigen har tærret på dem, og for mig er det der, hvor filmen udskiller sig fra de andre krigsfilm. 2: Jeg har ofte taget mig selv i at se krigsfilm og tænke "Nøj, hvor gad jeg godt at have været med". Det gør Fury ikke, den portrætterer et virkelighedstro billede af den metaltræthed, paranoia og det had der opstår gennem en krig. Derfor har jeg lidt svært ved at beslutte mig om, hvor god jeg egentlig synes filmen er.

Jeg er igen glad for, at jeg tog i biografen for at se en film, for lydsiden af filmen er helt fænomenal og fortjener at blive spillet på biografhøjtalere. Soundtracket er begrænset og tempoet og beatet bliver sat af tankens motor, mortérgranater, kanonlyde og maskingeværssalver, og det fungerer rigtig godt. Der er kun musik når der bygges en spændning op, og med det går man aldrig galt i byen.

Slutteligt sidder jeg tilbage med en følelse af at det er en fed film, men jeg synes ikke at det er en FED film. Den har mange af de rigtige komponenter, men maler et så nedslået og deprimeret billede af krigen, at man går fra biografen mere deprimeret end glad - og det er måske også, hvad filmen gør så godt. Jeg kan ikke se igennem fingre med, at filmens storyline bliver lidt usynlig i forhold til den karakterudvikling filmen indeholder. Fury er skrevet og instrueret af af David Ayer, som også instruerede End of Watch og skrev Training Day, og det makkerskab han formår at fremstille i de film, ser vi også i den dynamik der er mellem tank-besætningens medlemmer. Storylinen er dog fremragende i End of Watch, og samspillet mellem kammeratskab og storyline i Fury er slet ikke på det niveau. Derfor sidder jeg tilbage med følelsen af, at jeg mangler et eller andet, desværre.

Jeg giver filmen 4/6 stjerner. Det er et hæderligt forsøg, men ikke mere end det.

Forresten tager jeg ind og ser Interstellar på lørdag, og vender herefter tilbage med en anmeldelse af den også.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar