Langt om længe: Interstellar anmeldelse

Så for faen, så gik der næsten to uger. Jajajaaaaa, jeg har måske lige været lazy nok, og udskudt ved at tage i fitness eller sådan noget i stedet for. Sandheden er rent faktisk, at jeg har været ude næsten hver aften. Men sandheden er også at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger.

Nå, men som lovet, så har jeg da virkelig også fået bearbejdet Interstellar nu. Jeg har både snakket med mennesker der overhovedet ikke brød sig om den, ligesom jeg har snakket med mennesker der er ellevilde med den. Hvad jeg selv synes? Ja, det kan du jo så læse dig frem til herunder.

Where to start? 

Vi befinder os i en ikke-så-fjern fremtid i en unavngiven stat i USA, hvor menneskeheden er ved at udslette sig selv. De fleste har quittet deres dayjobs og ernærer sig som landmænd. Det samme gør filmens hovedperson, enkemanden Cooper (Matthew McConaughey). Han er ingeniør og tidligere NASA-pilot, men en ufortalt historie om hans fortid bærer vidne om et ulykkeligt endt forlis mellem rumfartstationen og manden selv. 

Da seeren møder Cooper, fungerer han som landmand for at kunne forsøge sig selv og sin familie, som består af to teenagebørn, én svigerfar og et par fjernstyrede mejetærskere, som han selv har opfundet.

Fremtiden er for alle en stor uvished, og den sidste levende afgrøde på jorden, majs, er også ved at uddø. Jorden bliver i tide og utide overvældet af og indhyllet i kæmpe støvskyer, som rent visuelt er enormt imponerende, og er med til at repræsentere planeten jorden som en tørlagt verden, der er ved at opløse sig selv.

Coopers datter Murphy, der er opkaldt efter Murphy's law, - som er et centralt omdrejningspunkt i filmen (alt hvad der kan gå galt, vil gå galt) - har arvet faderens kløgt, hvor sønnen er fast besluttet på at gå landmansvejen i livet. Modsætningerne kunne være større, og deres forhold kommer til at have stor betydning for filmens udvikling og fremtoning.

Filmen arbejder med eskalationstrin og gradvist afsløres Cooper og resten af familiens skæbne. Han er nødt til at rejse ud i en ny og fjern galakse og afsøge nye planeter for at kunne redde jordens befolkning. I universet er tid et forunderligt begreb, hvor klokken ikke slår lige hurtigt alle steder. Tidsbegrebet er blot et af flere astrofysiske begreber og problematikker der bearbejdes i filmen, og det kan for så vidt godt lyde ret tungt. Men Christopher Nolan, der har haft astrofysikeren Kip Thorne som production assisstant, er enormt dygtig til at tage seeren ved hånden og skære uforståelige begreber og ligninger ud i pap, når begreberne kan blive lidt for videnskabelige.

Interstellar er et visuelt mesterværk, der er så flot skruet sammen, at jeg stadigvæk får kuldegysninger ved at tænke på den. Nolan er et grafisk geni, og i Interstellar har han frit lejde til at skabe helt nye og betagende verdener af både vand, støv og is. I forbindelse med Interstellar har han udtalt at han er stærkt i mod green screen, og det er jeg også. Alt hvad seeren ser fra eksempelvis rumskibet i filmen - det samme billede ser skuespillerne der sidder der også, og det fungerer til perfektion. Det er med til at levere en overbevisende og naturlig refleksion af rummet. Det er ligesom med Gravity, Man er med på en rejse i rummet, og man har ikke lyst til at tage hjem(bortset fra alle de dårlige ting naturligvis).

De flotte billeder er næsten nok til at bære filmen, men hvad er kernen egentlig? Kærlighedens bånd, så simpelt er det. Kærlighedens bånd til den menneskelige race, til familie og til en kæreste. Båndet mellem billeder og den fortælling der foregår er så perfekt, at alt man skal gøre, er at sætte sig ned og nyde rejsen med karaktererne. For hvor Christopher Nolan før ikke har været kendt for at være den bedste personinstruktør, formår han at lave om på dette i filmen. Dette er eksempelvis personificeret i de stille scener, hvor Cooper ser film der er sendt hjemmefra, mens hans stadig befinder sig i rummet, og jo længere ud i rummet man kommer, desto mere personlig bliver historien.

Lydmæssigt befinder Interstellar sig på et helt andet niveau. Det er som om, at Hans Zimmer har fundet lidt ekstra frem til denne film. Et tungt orgel er med til at akompignere rumskibet og det fungerer bedre end noget andet. De små effekter er også helt forrygende, og det når altså op på siden af så flot en film som Gravity.

Interstellar befinder sig blandt de bedste film jeg har set i år. Faktisk den bedste når jeg tænker over det. Billede, lyd og historie går så smukt i hånd, at jeg bliver nødt til at give den topkarakter.

Du skal se filmen, hvis du er en sucker for Christopher Nolan, Gravity og Star Wars. Eller hvis du bare vil have en helt igennem æstetisk flot oplevelse. og JA, den skal naturligvis ses i biografen, det kan der ikke være tvivl om!

6/6 stjerner.


Hvad synes du om filmen? Skriv meget gerne i kommentarfeltet herunder. :-)